På Østerbro ligger Danmarks ældste offentlige svømmehal.

Men Øbro-Hallen, som er blevet kaldt »Københavns smukkeste svømmehal«, er også lidt af et smertensbarn, hvis seneste renovering har taget længere tid og er blevet dyrere end først antaget.

Nu er svømmehallen imidlertid åbnet for offentligheden.

Øbro-Hallen åbnede 2. januar 2024, og det glæder Socialdemokratiets medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, Jonas Bjørn Jensen. Det skriver TV 2 Kosmopol.

»Det er dejligt, at den endelig åbner. Det har været et langt og pinefuldt forløb med flere farcer og fadæser undervejs,« siger han til TV 2 Kosmopol.

Risiko for nedstyrtning

Og Jonas Bjørn Jensens beskrivelse af processen er da ikke helt ved siden af.

I september 2021 lukkede hallen for at blive renoveret.

Naturstenene, som hallen blev udstyret med i 2015, skulle udskiftes, fordi de krakelerede, når de blev udsat for fugt, og derfor udviklede en porøs og støvende overflade.

Her var det meningen, at svømmehallen skulle holde lukket et år.

Men så landede en tilstandsvurdering, der viste, at hallens glastag udgjorde »en potentiel sikkerhedsrisiko for nedstyrtning«.

Dermed måtte svømmehallen holde lukket indtil nu. Regningen for renoveringen er dog også steget.

Oprindeligt forventede man, at det ville koste 20 millioner kroner. Det beløb er dog steget til 30 millioner kroner, skriver TV 2 Kosmopol.

Øbro-Hallen kaldes »Københavns smukkeste svømmehal«.
Øbro-Hallen kaldes »Københavns smukkeste svømmehal«. Søren Bidstrup

Gang på gang på gang

Og det er ikke første gang, svømmehallen har været lukket, fordi den skulle renoveres.

Det har Berlingske tidligere beskrevet.

Hallen var også lukket i cirka syv måneder i 2015. Den var også lukket i 2012, og i 2002 genåbnede den efter at have været lukket i fem år.

Derfor tør Jonas Bjørn Jensen heller ikke garantere, at den ikke kan risikere at blive lukket igen. Men over for TV 2 Kosmopol fortæller han, at de har gjort, hvad de kan, for at minimere risikoen.

Øbro-Hallen er dog ikke den eneste svømmehal i hovedstadsområdet, som er blevet ramt af forsinkelser og fordyrelser de senere år.

Blandt andet har Bellahøj Svømmestadion medført en ekstraregning på 55,5 millioner kroner, mens den var lukket i to år.