Fremover vil spillerne på e-sportsholdene Astralis, Origen og Future FC være iført spillertøj fra Hummel.
Virksomheden bag de tre hold, Astralis Group, har nemlig indgået en sponsoraftale for et tocifret millionbeløb med tøjproducenten.
Det oplyser Astralis Group på sin hjemmeside.
Ingen af parterne har officielt bekræftet, hvor mange penge det drejer sig om, men TV 2 skriver, at sponsoratet forventes at have en værdi mellem 30 og 50 millioner kroner over tre år.
Indtil nu har Astralis været iført spillertøj fra Jack and Jones, men fra september bliver tøjet skiftet ud. Origen og Future FC begynder at spille i Hummel-mærket allerede til sommer.
»Vi har arbejdet på at finde den ideelle partner i et stykke tid, og Hummel var faktisk det første brand, vi overvejede. På mange måder har vi lignende visioner, og vi lader os ikke begrænse. Samtidig har Hummel en historie og en arv inden for sportstøj, som er ideel for vores ambitioner om at professionalisere e-sport endnu mere,« lyder det på hjemmesiden fra Jakob Lund Kristensen, der er CCO og co-founder af Astralis Group.
Aftalen er den største af sin slags, som virksomheden nogensinde har indgået.
»Det er helt surrealistisk, for det er ikke mange år siden, jeg lavede sponsoraftaler for ti musemåtter og fem headsets. Det vidner jo om, hvad vores hold og e-sportsbranchen kan,« siger Jakob Lund Kristensen til TV 2.
Astralis rangerer som verdens bedste hold i spillet Counter Strike: Global Offensive.




