Jeg var otte, da jeg første gang spillede »Money For Nothing« på min fars gamle badmintonketcher, og ikke meget ældre, da jeg fik min første LP, Michael Learns To Rocks debutalbum. Jeg fik det i julegave i 1991, og selv om der egentlig stod Guns N’Roses på ønskesedlen, var jeg bare glad for, at jeg nu endelig havde min helt egen pladesamling.
Kun et par år senere købte jeg så min første CD. Det var på blå mandag, og med min spritnye Aerosmith-CD i den ene hånd og en lunken Elefant-øl i den anden, satte jeg mig på toget hjem til Hjørring fuld af forventning.
Nogen videre stor Aerosmith-fan har jeg vel ikke været, for de næste mange uger hørte jeg stort set kun den samme sang om og om igen, men eftersom lommepengene var små, var der ikke nogen anden udvej end at blive ved med at høre pladen fra ende til anden så tilpas mange gange til, at jeg ikke længere følte, at de 170 kroner var helt spildt.
Med tiden voksede samlingen, og det samme gjorde min begejstring, når jeg kunne sole mig i den anerkendelse og beundring, jeg mødte fra vennerne, når de så rækken af fyldte CD-racks på mit værelse. Jeg havde pløjet byens villaveje tynde med morgenaviser før Fanden fik sko på, sorteret andre folks tomme ølflasker til en elendig hyre og sparet på både bajere og knallertbenzin for at få råd til min afhængighed af at have en musiksamling, der til mine forældres store forundring overhovedet ikke kunne blive for stor.
For det betød noget dengang. At eje en musiksamling. Hver eneste CD fortalte noget om, hvem jeg var. Det var små ti hyldemeter personlighed, sirligt alfabetisk sorteret og katalogiseret på min fars computer. Og jeg nåede hele vejen rundt, fra vred heavy metal over følelsesmæssigt forvirret collegerock, til den Celine Dion-opsamling, som jeg kun havde købt, fordi jeg vidste, at Birgitte var vild med den slags og sikkert gerne ville høre den, hvis hun altså nogensinde havde tænkt sig at komme forbi. Nogle læste Shakespeares sonetter i håbet om at kunne forstå kvinder; jeg hørte Hootie & The Blowfish.
Alting har dog en ende, og det samme med min CD-samling. Den voksede sig alt for stor til et hus på kun 120 kvadratmeter, hvilket min kone efterhånden ikke missede en mulighed for at påpege. Men hvad værre var; beundringen fra venner og bekendte var ikke længere noget sted at spore, når de så de godt 3.000 CDer på reolerne i stuen. Jeg var ikke længere ham med den imponerende samling – jeg var den reaktionære idiot, der tilsyneladende aldrig havde hørt om Spotify. Så ud i skuret røg den, opmagasineret i papkasser blandt nedslidte sommerdæk og alverdens andet ragelse.
Men nogle gange, når resten af familien sover, og Spotify bliver for uoverskuelig, står jeg derude i aftenkulden og roder i kasserne med lommelygten mellem tænderne på jagt efter gamle minder, sorger og glæder. Og ja, et eller andet sted i papkasserne ligger der også stadig en Celine Dion-samling og venter ...