Alarmklokkerne ringer efter nye coronatal på plejehjemmene

Flere aktører ser bekymrende på de nye coronatal på plejehjemmene, og advarer om, at der skal sættes ind nu, så det ikke går så galt igen.

Der er færdigvaccinerede plejehjemsbeboere blandt de fem coronarelaterede dødsfald på plejehjemmene i august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Coronasmitten trænger på ny ind på plejehjemmene og rammer beboere, som er færdigvaccinerede.

I uge 33–16. august til 22. august–var der 18 nye tilfælde. Samtidig er der foreløbig i august måned sket fem coronarelaterede dødsfald på plejehjemmene. Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Og smitten kan delvist spores tilbage til rejser hen over sommeren. I en nylig opgjort risikovurdering fra myndighederne fremhæves det, at coronasmitten på plejehjemmene blandt andet stammer fra medarbejdere, der har været ude og rejse.

I uge 32–9. august til 15. august–udgjorde lidt over en tredjedel af medarbejdere på plejehjemmene coronasmitten i social- og sundhedsvæsenet. Mere præcist var 136 medarbejdere smittet.

Direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen kalder de seneste tal for »alvorlige og bekymrende«.

»Vi må sætte alt ind på at få analyseret årsagerne og se på, hvad der kan gøres for at nedsætte risikoen. Man må ikke sidde på hænderne og vente på, at det går så galt, som det gjorde i vinter,« siger han.

I vinter steg antallet af dødsfald hurtigt. I december og januar måned var der i alt 564 dødsfald relateret til covid-19 på plejehjemmene. Her tegner demensramte sig til at være den sygdomsgruppe, hvor der skete flest coronarelaterede dødsfald. Derfor er Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, i gang med at granske, hvad der gik galt.

Vi skal fortsat være forsigtige

Torben Klitmøller Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, mener også, at de nye tal er »bekymrende«. Han repræsenterer blandt andet medarbejdere på plejehjem.

»Det her skal selvfølgelig tages alvorligt og viser, at vi fortsat skal være forsigtige, fordi der er en tendens til, at vi ikke er det, så snart vi bliver vaccineret,« siger han.

Med forsigtighed mener han, at FOA fortsat husker deres medlemmer på, at de skal vaske hænder, spritte af og holde afstand. Og at kommunerne fortsat giver FOAs medlemmer tid til det.

Selvom en stor del af FOAs medlemmer er vaccinerede, og dermed ikke bliver så syge, understreger Torben Klitmøller Hollmann, at vi stadig skal passe på, at smitten ikke griber om sig.

»Smitten blandt medarbejdere, betyder jo også, at de ikke kan passe deres arbejde, som jo også går ud over plejehjemsbeboerne,« siger han.

Derfor følger han også tallene tæt.

»Hvis der kommer en voldsom stigning i smitten blandt vores medlemmer, går vi i dialog med Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet om at finde en løsning,« siger Torben Klitmøller Hollmann.

Berlingske har spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om, hvad han vil gøre for at nedsætte risikoen for smitte på plejehjemmene. Han har ikke kommenteret, men i stedet oplyser Sundhedsministeriet i en mail, at sundhedsmyndighederne følger smitteudviklingen tæt.

»Vi overvejere løbende, hvilke smittereducerende tiltag, der er nødvendige, herunder for eksempel eventuelt revaccination af plejehjemsbeboere, restriktioner og test,« skriver ministeriet.

Ministeriet oplyser, at 94,9 procent af alle plejehjemsbeboere er fuldt vaccinerede. Mens der er 98,2 procent af medarbejderne i sundhedsvæsnet og dele af socialvæsnet, som er fuldt vaccinerede. Vaccinetilslutningen, fremhæves det, kan også ses på antallet af smittede på landets plejehjem.