Centrale embedsmænd skal udspørges om coronaskandale

De mange problemer med testindsatsen bliver et væsentligt omdrejningspunkt i den undersøgelse af årsagen til det enorme antal dødsfald på plejehjemmene, der nu går i gang. Det er afgørende at få klarlagt, hvorfor sundhedsvæsenet ikke var i stand til at forebygge smitten med de katastrofale følger, dette fik, lyder det fra Alzheimerforeningen.

Alene i december og januar blev der registreret 564 coronarelaterede dødsfald blandt de 40.000 beboere på plejehjemmene. De i alt 938 dødsfald udgør op imod 40 procent af det samlede antal coronadødsfald herhjemme. Nu skal det undersøges, hvad der gik galt.  Signe Goldmann/Ritzau Scanpix/Arkiv

Centrale aktører i blandt andet ministerier og flere styrelser skal nu udspørges om, hvad der gik galt, da coronasmitten i massivt omfang trængte ind på landets plejehjem og kostede hundreder af ældre livet. Også selv om det fra epidemiens udbrud stod klart, at ældre i særlig grad ville have behov for omfattende beskyttelse.

Aktørerne, som også vil omfatte medarbejdere i regioner og interesseorganisationer, skal blandt andet forholde sig til den omstridte teststrategi, og hvordan den blev håndteret i forhold til medarbejdere og beboere, som burde have været testet i langt større omfang for at forebygge smitte, end det tilsyneladende har været tilfældet.