13 x Løkke: »inden for det seneste års tid har jeg nogle gange tænkt, at jeg måske skulle begynde at træne hårdere. Men det gider jeg ikke!«

I en ny samtalebog fortæller Lars Løkke Rasmussen om alt fra slankekure og flygtningepolitik til EU og anonyme kilder. Her er 13 rå citater.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Kristian Jensen på løbetur i København under valgkampen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olafur Steinar Gestsson

Løkke om anonyme kilder i Venstre

»Du har én gang allerede spurgt, om jeg har en fornemmelse af, hvem de anonyme kilder i de kritiske bøger om mig er, og ja, det har jeg. Da vi i 2014 havde et hovedbestyrelsesmøde i Venstre, hvor mit lederskab blev udfordret, sagde jeg bagefter: »Jeg kan huske alt, hvad der er blevet sagt, men ikke hvem der sagde det.«

Løkke om at være mere sig selv

»Jeg holdt forleden en tale for Poul Schlüter, som fyldte 90 år, og nævnte hans beslutning, også som statsminister, om at være sig selv. Det har jeg besluttet at være. Igen.«

Igen? Har du været en anden?

»Ja, det har jeg.«

Du har ikke været dig selv?

»Nej, helt klart ikke. Jeg har været mere nervøs for at gøre noget forkert. Mere presset: Er det nu klogt, det jeg gør? Tænkt, at jeg skal huske at passe på mig selv. Noget, der egentlig ikke ligger til mig. Også i de små ting har jeg været mere kontrollerende. Et eksempel: Sólrun og jeg har nogle venner til spisning derhjemme. Vi går ned på Jeppes Badehotel i Lille Strandstræde bagefter og får en genstand. Jeg kan mærke, at jeg er konstant observant over for, hvem der er i rummet. Jeg springer op af stolen, hvis nogen begynder at fotografere. Ikke for at skælde dem ud, men for at tilbyde, at vi kan tage et billede sammen. Det er bedre, at det er kontrolleret, end at der bare flyder fotos rundt. Jeg har også været for kontrolleret og vred i forhold til journalisterne, som jeg ellers synes, at jeg historisk – altså gennem min karriere – har haft en humørfyldt og god dialog med. Måske i virkeligheden til tider lidt for tillidsfuld. Der har så været et par år, hvor jeg har opfattet journalisterne som en fjende, der stod foran mig: Jeg så bare ind i den mur.«

I den nye samtale bog taler Løkke om en SV-regering. Læs hele historien her.

Løkke om slankekure

»Vi har talt om, at jeg var i god form i sidste valgkamp. Jeg havde haft et forår, hvor jeg tabte mange kilo. Jeg prøvede at holde fast i det, men mit liv er ikke rigtig til, at jeg kan holde en kur … Så du ved, inden for det seneste års tid har jeg nogle gange tænkt, at jeg måske skulle begynde at træne hårdere. Men det gider jeg ikke! Jeg arbejder altid. Det er selvsagt, men jeg arbejder altid. Jeg gider ikke også skulle koncentrere mig om at skulle tabe mig. Jeg har fået nok. Jeg vil gerne tabe mig, men det skal ikke være et projekt på grund af et valg. Jeg vil ikke prioritere det facadeagtige.«

Og det er en lettelse?

»Jeg tror egentlig, det er en god idé for de fleste, for ikke at sige alle, at være sig selv. Med den lille moderation, at vi lever i en civilisation, og at nok også er en god idé lige at tage lidt pejling af de andre.«

Løkke om ikke at være statsminister for enhver pris

»Ingen – åbenbart heller ikke du – har bemærket min brug af ordet enhver. Jeg vil gerne være statsminister for en pris. Det vil alle statsministre. Det hører med til jobbet. Og i øvrigt demokratiet. Men jeg vil ikke være det for enhver pris, hvilket ellers ikke er et ukendt fænomen i magtens korridorer. Så det handler om fortolkningen af enhver

Løkke om velfærdssamfundet og sin mor og far

»Jeg takker først og fremmest min mor og far. Det gør jeg! Derefter følger det danske velfærdssamfund, for hvis jeg var født med den samme familiebaggrund i et andet samfund, sad jeg nok ikke her på Marienborg.«

Løkke om topmøde i Valletta

»For kun to år siden, lige oven på flygtningekrisen, sad jeg til et topmøde i Valletta på Malta og var ved at kaste op over den politiske korrekthed hos mine europæiske kolleger. Jeg kommer fra et land, der er blandt de fem eller seks nationer i verden, der lever op til FN's målsætning om at give 0,7 procent af vores BNP i ulandsbistand. Vi har ikke noget at skamme sig over.«

Test dig selv: Find ud af, hvilke kandidater du er enig med

Løkke om dobbeltmorale også blandt danskere

»Der er forskellige bekymringer i forskellige sociale grupper og forskellige aldersgrupper, og de artikuleres end ikke. Der er også en del mennesker i Strandvejsområdet, som er internationalt orienterede og arbejder i virksomheder, der rækker langt ud i verden, og som er irriterede over, at det er forbundet med bureaukrati og besværlighed at trække arbejdskraft hertil. Og hvorfor må den kønne udenlandske svigerdatter nu heller ikke bo her?«

»Når jeg taler med dem face to face, over et glas god bourgogne, eller hvad alternativet nu er til bajeren på bodegaen, er de også stærkt bekymrede over den muslimske påvirkning. De fortæller mig i rent frisprog om konfrontationer mellem deres døtre og disses veninder og unge muslimske mænd i nattelivet og forlanger en benhård hånd på det område. Og det samtidig med at de har et totalt positivt syn på den globale samhandel, og au pairen i hjemmet kommer fra filippinerne.«

Løkke om paradigmeskiftet

»Hvad står der på din adgangsbillet til Danmark? Er det en flygtningebillet? Eller en arbejdsmarkeds- eller studiebillet? Du må gerne skifte adgangsbilletten ud; Men hvis du er her som flygtning, skal du rejse hjem, når det er muligt. Det er den sondring mellem at søge beskyttelse og at søge arbejdstilladelse, som jeg gerne vil lave, men som det kniber gevaldigt med, fordi det hele bliver blandet sammen og gør det mudret.«

Løkke om eget forslag til indeksering af børnechecken, David Cameron og et EU-møde

»Vi skød vores idé ind, og den var god, og han tog den. Men da vi nåede til stregen, ville Østeuropa kun give indrømmelser til Storbritannien. Ikke til os andre. Kun til Storbritannien. Jeg tænkte: Det her er simpelthen for meget. Det går ikke. Det går bare ikke.«

»Pludselig var der i en pause kolleger, som sagde »Vi forstår på Cameron, at det er o.k. med dig, at jeres udspil om indekseret børnecheck ryger ud? »Nej, det er overhovedet ikke o.k. med mig,« sagde jeg og forstod, at David Cameron forsøgte at »tørre« mig. Jeg havde så et bilateralt møde med ham, og vi fik den hevet hjem.«

Lars Løkke Rasmussen

»Jeg er ikke »ven« med ham, der tjener 50 millioner kroner om året. Han rager mig en høstblomst.«


Løkke om flygtninge

»Man må måske heller ikke sige det her højt, men det er uomtvisteligt sådan – hvad vi så i september 2015 – at der også er mønstre i det. Baggrunden er ikke: »Mit hus står i flammer. Nu flygter jeg hen til den første oase, hvor der ikke er bomber ... « Hvis det var sådan, ville flygtningene aldrig komme til Danmark.«

Løkke om Berlingskes historie om de såkaldte kvotekonger

»En lille provinsiel københavneravis, Berlingske, begynder at lave konflikthistorier, selv om der ikke findes en eneste af avisens læsere, som har indsigt eller interesse i emnet.«

Lars Løkke Rasmussen

»Lige nu er hans liv vist en dans på roser med to udsolgte foredrag – 500 billetter til 260 kroner stykket.«


Løkke om ulighed

»Jeg er ikke »ven« med ham, der tjener 50 millioner kroner om året. Han rager mig en høstblomst, men hans løn kaster lange skygger ind over solidariteten i vores skattesystem, og det er fuldstændig skævt.«

Løkke om Søren Pind

»Lige nu er hans liv vist en dans på roser med to udsolgte foredrag – 500 billetter til 260 kroner stykket. Det er 130.000 kroner per aften, naturligvis minus udgifterne. Han har en klumme, podcast, Mads og Monopolet ...«

Med ventepenge og det hele mangler han nok ikke noget. Men jeg tror også, at han virkelig oplever glæden ved at være fri. Jeg havde selv lidt den samme følelse, da jeg tabte valget i 2011.«