Morten Østergaard: Vi er helt klar til nye alliancer i dansk politik

De Radikales leder Morten Østergaard tager godt imod statsminister Lars Løkke Rasmussens udmelding om mulighederne for en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet. »Vi er helt klar til at danne nye alliancer,« siger han. Alternativet er ikke begejstret for tanken om en S-V-regering.

MØ løkke
»For os er den politiske retning afgørende,« siger de Radikales leder Morten Østergaard om Lars Løkkes Rasmussens udmelding fra Lars Løkkes Rasmussen om en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Cilius

Der er behov for forandringer i dansk politik, og derfor er et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre meget interessant.

Sådan lyder det fra den radikale leder Morten Østergaards umiddelbare reaktion på statsminister Lars Løkke Rasmussens opsigtsvækkende anbefaling af en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet efter folketingsvalget.

Løkke kommer med sin melding i en ny samtalebog »Befrielsens øjeblik – Samtaler med Lars Løkke Rasmussen«, hvor Løkke selv omtaler sit forslag som en »gamechanger«.

»Det er en god nyhed, at statsministeren har erkendt, at det flertal, han har siddet på i de sidste fire år, og som har dynget Danmark til i symbolpolitik, er ude af stand til at løse de store udfordringer med at nedbringe CO2-udledning og nedbringe fattigdom i Danmark, få investeret i børn og uddannelse. Vi er helt klart til at lave nye alliancer, der kan bringe Danmark fremad, hvis det handler om at skabe reel forandring og en ny politisk retning,« sige Morten Østergaard.

På den baggrund er Morten Østergaard på forhånd langt fra afvisende over for at støtte en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre.

»For os er den politiske retning afgørende. Vi er helt klar til at danne nye alliancer, hvis det handler om at bringe Danmark fremad i en grønnere, friere og stærkere retning. Den mulighed er der, for statsministeren har klart indset, at symbolpolitikken ikke har løst Danmarks problemer, men måske snarere gjort dem værre,« siger han.

Morten Østergaard afkræver dog Lars Løkke Rasmussen svar på et afgørende spørgsmål, før han er klar til at gå videre med sine overvejelser.

»Hvis det handler om at skabe forandringer frem for mere af det samme, så ja, så kan vi godt bakke op og skabe nye alliancer og tage del i ansvaret. Men for os handler det om det politiske indhold, og Lars Løkke Rasmussen skylder et svar på, om han går efter at fortsætte den kurs, der har været, bare med nyt flertal. Vi må sige, at det er afgørende for os, at det ikke bare bliver en ny statsminister og en ny regeringskonstellation men en ny retning, og det, mener jeg, vi har taget et skridt nærmere med Lars Løkke Rasmussens melding i dag,« siger han.

Direkte adspurgt om det kan blive et politisk drømmescenarium for Det Radikale Venstre, svarer Østergaard.

»Det er da en kæmpe chance for for alvor at få skabt et nyt grundlag, hvor vi ikke er afhængig af den yderste højrefløj i Danmark.«

Elbæk: Brug for tredje vej

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, synes ikke just overrumplet over Lars Løkke Rasmussen melding.

»Jeg har selv i en række interviews – først i Politiken lige efter nytår og senest i Zetland for en uge siden – lavet den samme konklusion: At det nok er der, det ender,« siger Uffe Elbæk, der i sommer proklamerede sig selv som Alternativets statsministerkandidat.

»Betyder det så, at det er et ønskescenarie for Alternativet? Nej, det er det ikke. Der er nuancer af grå i forskellen mellem Socialdemokratiet og Venstre, og det er derfor, der er brug for en tredje, grøn position i dansk politik,« siger han:

»Socialdemokratiet og Venstre kunne danne regering i morgen, hvis de ville. Det er udelukkende et spørgsmål om egoernes spørgsmål, og hvem der skal gå ind ad døren i Statsministeriet.«

Lars Løkke Rasmussen siger i bogen, at han tror, at der skal »være en udløsende mekanisme for at sætte processen i gang«. Kunne det, at du ikke har villet melde dig ind i Mette Frederiksens projekt, ikke være det, der gør, at vi i sidste ende kan få sådan en regering, som du virkelig ikke ønsker dig?

»Altså, jeg kigger egentlig bare nøgternt på, hvad de to partier har stemt for i den sidste periode. Hvis man skal sætte det lidt på spidsen har Venstre overtaget Socialdemokratiets velfærdspolitik, og omvendt har Socialdemokratiet overtaget Venstres integrations- og flygtningepolitik. Det er bare sådan, verden er,« siger Uffe Elbæk og anfører, at han først erklærede sig som statsministerkandidat, efter at S-formand Mette Frederiksen meldte ud, at Socialdemokratiet går efter en etpartiregering og ikke ville ændre den stramme udlændingepolitik.

»Alternativet havde jo ikke en ambition om som udgangspunkt at pege på os selv, da vi startede den her folketingsperiode for fire år siden. Vi var om nogen dem, der sagde, om oppositionen ikke kunne prøve at finde fælles fodslag.«