Marianne Jelved med opsigtsvækkende kritik af radikal strategi: »Hvis man truer med sådan noget, skal man jo gøre det. Ellers giver det jo ikke nogen mening«

Politisk morgenpost: Hun har hidtil doseret sine ord. Men efter et radiointerview kan de færreste være i tvivl om R-nestor Marianne Jelveds syn på partiets mange trusler mod regeringen. Coronakrisen giver nye politiske hovedbrud. Og i en vestegnskommune står Socialdemokratiet med en besynderlig udfordring. Få hele overblikket her.

»Marianne Jelved hælder lige hele Morten Østergaards ledelsesstrategi ned ad brættet live,« skrev politisk redaktør efter at have lyttet til »P1 Morgen« torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til ugens sidste morgenpost.

Faste læsere vil vide, at én dagsorden har været altoverskyggende ikke bare i de foregående fire dage, men også i ugerne forinden. Denne fredag har flere andre historier end #metoo derimod fundet vej til nyhedsoverblikket.

Vi begynder med en mismodig af slagsen, og den tager udgangspunkt i et tal:

760.

Så mange nye smittetilfælde med covid-19 blev der konstateret i går, og da de 760 positive svar var ud af en samlet prøvesum på over 43.000 test, er den såkaldte positivprocent fortsat for opadgående fra et niveau på omkring en procent for nogle uger siden til på den forkerte side af halvanden i går.

Det fik statsminister Mette Frederiksen (S) til at varsle nye restriktioner, skriver flere medier – herunder Berlingske.

»Det er simpelthen for tidligt på efteråret, at vi ligger så højt i Danmark, som vi gør,« sagde Mette Frederiksen.

Regeringen overvejer blandt andet, om forsamlingsforbuddet skal justeres, og krav om mere udbredt brug af mundbind kan også komme på tale. Og heller ikke julen bliver, som den plejer, bedyrede Mette Frederiksen, der ikke regner med, at vi til december vil se traditionelle julefrokoster.

»Det betyder jo ikke, at man ikke kan mødes nogle kolleger på en ordentlig og forsvarlig måde og takke hinanden for året, der er gået – afhængig af hvordan situationen er til den tid,« sagde statsministeren til Ritzau.

I Berlingske advarer afdelingslæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital Christian Wejse imidlertid regeringen mod at stirre sig blind på nye restriktioner.

»Det ser jo ikke ud til, at alle de restriktioner, vi har indført, hidtil har haft den store effekt. Hvis vi kigger på, hvordan det er gået, siden vi har indført mundbind og nedsat forsamlingsforbuddet, er det nærmest kun gået én vej: Opad,« siger Wejse til avisen.

»Hvis ministeren (sundhedsminister Magnus Heunicke, red.) skulle foretage sig noget relevant, synes jeg, at han først og fremmest skulle styrke smitteopsporingsindsatsen,« tilføjer lægen, der dog understreger, at situationen kunne have set værre ud uden de seneste restriktioner.

Også de økonomiske vismænd peger i en ny rapport på, at regeringen bør undersøge, hvorvidt en mere professionel smitteopsporing kan svare sig økonomisk. For hvis man kan lykkes med en effektiv smitteopsporing, kan det ifølge Det Økonomiske Råd være unødvendigt at indføre økonomisk dyre restriktioner.

Læs mere her.

Men meget tyder altså på, at vi snart vil se nye restriktioner meldt ud. Hvilke ved vi imidlertid ikke, og i Politiken gentager flere politikere igen igen et krav om en mere langsigtet plan fra regeringens side for dansen med corona.

Regeringen har flere gange lovet et nationalt varslingssystem, men det har endnu ikke set dagens lys, og Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener ikke, at det er tilstrækkeligt, at regeringen blot varsler, at noget er på vej.

»Vi skal finde et leje for restriktioner, vi kan leve med gennem det kommende halve år. Der vil komme mere smitte. Det ved vi. Så hvad gør vi? Og hvordan holder vi jul? Danskerne har brug for klar besked og ikke nye regler 14 dage før juleaften,« siger hun til avisen.

Læs hele artiklen her, og her kan du læse en historie, Berlingske skrev for nogle uger siden, om hvordan flere partier skeler med interesse til en irsk model for coronarestriktioner.

Få overblikket - hver dag


Politisk morgenpost giver dig dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Op til folketingsvalg kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

En af de følger af coronaepidemien, der er afklaret, angår de tre ugers indefrosne feriepenge, danskerne siden begyndelsen af måneden har kunnet vælge af få udbetalt som led i et forsøg på at stimulere økonomien.

Men på forsiden af Jyllands-Posten kan man læse, at udbetaling af feriepengene – stik mod et politisk løfte – kan udløse en modregning hos modtagere af sociale ydelser.

Den såkaldte partnermodregning betyder således, at for eksempel førtids- og folkepensionister risikerer at blive trukket i deres månedlige ydelse, hvis deres ægtefælle eller samlever vælger at få udbetalt feriepengene og tilføjer beløbet på deres forskudsopgørelse.

»Det er et klokkeklart brud på aftalen,« siger de Konservatives beskæftigelsesordfører, Naser Khader, til avisen, mens beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) bedyrer, at de, der modregnes, af tekniske grunde vil »få beløbet tilbage igen ved efterreguleringen«.

Læs mere her.

Den fredsbevarende Jelved

Vi iler videre og ind i den radikale folketingsgruppe, der som bekendt har været gennem nogle mildest talt vanskelige uger på de seneste.

Den interne uro har ikke kun handlet om sexisme og håndteringen af tidligere politisk leder Morten Østergaards egne sager om upassende adfærd, men også om partiets linje. Den interne debat var sådan set allerede i gang, længe før Morten Østergaard trak sig, og folketingsgruppen måtte ud i et kampvalg mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard.

Lidegaard har længe forfægtet ønsket om en mindre konfrontatorisk og mere kompromissøgende kurs end den, Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard har lagt for dagen, og som blandt andet kom til udtryk, da Østergaard få dage før sit eget fald igen truede regeringen med at trække støtten, hvis ikke der blev leveret den fornødne klimahandling.

Få uger forinden havde Marianne Jelved, der var politisk leder for partiet fra 1990 til 2007, i et interview med Politiken beklaget, at »stemningen« mellem Morten Østergaard og statsminister Mette Frederiksen (S) ikke var, som den var, »mellem Lykketoft (S) og mig« tilbage i 1990erne, og på det dramatiske gruppemøde forrige onsdag gav hun Martin Lidegaard sin støtte.

Han trak imidlertid det korteste strå over for Sofie Carsten Nielsen.

Jelved er til gengæld blevet udpeget til ny »kontaktperson« for den radikale gruppeledelse, og det sendte hende i går en tur i DR-radioprogrammet »P1 Morgen«.

Her bekræftede Marianne Jelved fremstillingen af sin rolle som en »fredsbevarende styrke«, og hun erklærede samtidig, at partiet er nødt til at skrue ned for truslerne.

»Det fører ikke til noget konstruktivt på længere sigt. Det kan godt være, at man redder en bestemt ting lige her og nu, men man skaber jo ikke tillid. Man skaber ikke samvirke på den måde, når man skal true sig igennem til at få nogle resultater,« sagde hun:

»Hvis man truer med sådan noget, skal man jo gøre det. Ellers giver det jo ikke nogen mening. Og hvad får man ud af at vælte en regering? Hvad er det for et flertal, man så får? Det er jo broget nok i forvejen.«

Interviewet vakte i går opsigt på Twitter – blandt andet hos Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard:

Jelveds partifælle Jens Rohde – der også støttede Martin Lidegaard til kampvalget i forrige uge – har tidligere skrevet på Facebook, at Marianne Jelved under søndagens forsoningsmøde i folketingsgruppen holdt et »helt særligt og centralt indlæg om Radikale Venstres historiske placering i dansk politik«.

Lyt til hele interviewet her.

Dagens analyse

Den radikale krise tog for alvor fart som følge af #metoo-dagsordenen i dansk politik, som også har fået store konsekvenser i andre partier. I går sendte TV 2 så dokumentaren »Partiernes skjulte overgreb« om en række kvinders – i flere tilfælde meget voldsomme – oplevelser med krænkelser i flere ungdomspartier.

I Kristeligt Dagblad skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen i en analyse, at eksemplerne på sexisme og overgreb kan få konsekvenser for ungdomspartiernes rekruttering.

»Man kan indvende, at den slags findes i mange andre sammenhænge, hvor unge mødes, og at rigtig mange af de omkring 10.000 unge, som er med i et politisk ungdomsparti, heldigvis har gode erfaringer med det. Spørgsmålet er blot, hvor mange der mon vil engagere sig i fremtiden? Det er svært at forestille sig forældre, som efter at have set de aktuelle udsendelser, ubekymrede vil sende deres 13-14-årige døtre af sted til møder, fester eller lejre i politiske ungdomspartier,« skriver han.

Hoffmann-Hansen peger desuden på, at ungdomspartierne »i mange år« led rent medlemsmæssigt, efter at det i 1990erne kom frem, at flere organisationer snød med deres medlemstal.

Læs hele analysen her.

(Is)højst besynderligt

Vi smutter over i Ekstra Bladet, der i dag bringer en forunderlig historie fra Ishøj.

I kommunen, der er mere socialdemokratisk end de fleste andre og således ikke har prøvet at have en borgmester fra et andet parti, står de lokale socialdemokratiet således over for et kampvalg om spidskandidatposten til det kommende kommunalvalg.

Den mangeårige borgmester Ole Bjørstorp er udfordret af to andre kandidater, men ikke kun derfor er der – som avisen skriver – »ugler i mosen på Vestegnen«.

Medlemmer strømmer nemlig ind til partiet i Ishøj-kredsen. På få uger har 77 personer har søgt om S-medlemskab, men flere af de nyoprettede medlemmer svarer ikke, når partiet forsøger at få deres identitet endeligt bekræftet.

»Jeg vil ikke motivfortolke på det her. Jeg kan bare konstatere, at der har været nogle uregelmæssigheder,« siger Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, til avisen, hvor han slår fast, at »når vi ikke har kunnet få vedkommende til at bekræfte ønsket om medlemskab, har vi selvfølgelig stoppet indmeldelsesprocessen«.

Vi har desværre ikke kunnet finde historien online, men du kan læse den i sin helhed – og om baggrunden for kampvalget – på side 14 i den trykte Ekstra Bladet.

To korte – om dansk forsvar og amerikansk duel

1. Forsvarsministeriet har hele vejen gennem sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse forsøgt at skjule sin egen rolle i forløbet. Men med Kammeradvokatens undersøgelse står det nu klart, at ministeriets departement trods gentagne advarsler om svindel lod problemet eksistere i årevis. Det skriver Berlingske.

»Det er en ildebrand, og den skulle have været slukket med det samme,« siger Peter Skærbæk, der er professor ved Institut for Regnskab ved Copenhagen Business School, til avisen:

»Forsvarsministeriets Interne Revision har advaret siden december 2015. Alligevel går der meget lang tid, hvor ministeriet sender notater rundt og holder møder, uden at der sker noget.«

2. Den sidste TV-duel mellem USAs præsident, Donald Trump, og hans udfordrer, demokraten Joe Biden, der fandt sted torsdag aften amerikansk tid, blev både mere saglig og rolig end den første, der var præget af kaotiske afbrydelser fra præsidentens side. Det skriver Berlingskes USA-korrespondent, Michael Bjerre, i en analyse.

Det sker i dag:

8.45: Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har kaldt udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S) i samråd om Helsingør Kommunes tilladelse til etablering af moskeer.

Og så er vi faktisk igennem dagens morgenpost. Vi ønsker alle læsere en dejlig weekend. Pas på hinanden.