»Bedre sent end aldrig,« lyder et kendt mundheld, og gennem den seneste måned har flere stemmer i ligestillingsdebatten anført, at #metoo-bølgen først for alvor har fået tag i dansk politik tre år efter dens opståen i Hollywood.

Men allerede i efteråret 2017 satte bevægelsen fut i en debat om omgangsform og sexchikane på danske arbejdspladser – og som landets gamle lønmodtagerparti havde Mette Frederiksens socialdemokrati også noget at sige.