»Hvad? Håber, det er en blodig løgn. Det kan sgu da ikke passe«

Dagens politiske overblik: Mette Frederiksen er klar med sit stort anlagte reformkatalog og vil blandt andet skære i dagpengene til nyuddannede. Dén plan har gjort tidligere Enhedslisten-toppolitiker rasende og blotlægger nu en sjælden, intern uenighed i Socialdemokratiet. Og så afslører en e-mail-korrespondance nyt om Trine Bramsens omdiskuterede Ærø-besøg, hvilket får politisk kommentator til at levere en hård dom over forsvarsministeren: »Det ser jo helt forfærdeligt ud for hende«. Hele dit politiske overblik her.

Da Enhedslistens tidligere folketingsmedlem og chefideolog Pelle Dragsted fik indblik i detaljerne i regeringens store reformudspil, spærrede han øjnene op: »Hvad? Håber, det er en blodig løgn.« Simon Læssøe

Godmorgen og velkommen til ugens anden politiske morgenpost.

Denne tirsdag morgen er en af den slags morgener, hvor Christiansborg summer af forventningsfuldhed, for klokken 10 vil statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med to af sine topministre præsentere regeringens stort anlagte og længe ventede reformudspil, der har fået titlen »Danmark kan mere I«.