Det er en med egne ord »trist« og »skuffet« Lars Christian Lilleholt, Berlingske får i røret, efter at tidligere statsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen har valgt at melde sig ud af Venstre.
»Jeg er skuffet over Lars,« siger det mangeårige Venstre-folketingsmedlem og tidligere minister, der i årtier har været en af Løkkes nære allierede:
»Jeg synes, det er rigtig, rigtig kedeligt. Det gør mig trist, og det smerter mig, at han har valgt at melde sig ud. Men i sidste ende er det hans egen beslutning.«
Han har kendt Lars Løkke Rasmussen siden 1984, hvor Løkke var formand for Venstres Ungdom (VU), mens Lilleholt var næstformand, og han har siden været en af den tidligere partiformands faste støtter i partiet.
Men fredag aften meddelte Lars Løkke Rasmussen, at han efter 40 års medlemskab ar valgt at melde sig ud af Venstre for i stedet at blive løsgænger. Flere iagttagere spekulerer dog i, om Løkke nu vil forsøge at danne et nyt parti.
Den tidligere statsministers meddelelse kommer efter en dramatisk jul i partiet, der også har ført til Inger Støjbergs afgang som næstformand.
Lars Christian Lilleholt fortæller, at han ikke fortryder, at han under tidligere krisetider har givet Løkke sin opbakning.
»Jeg har stået 100 procent bag ham. Både i forbindelse med, hvad der skete i 2013 (formandsopgøret, red.), men også sidste sommer (hvor Løkke trak sig som Venstre-formand, red.). Det har jeg ikke fortrudt. Det var det rigtige i de situationer. Derfor smerter det mit hjerte, at han nu vælger at melde sig ud af Venstre.«
Du har stået last og brast med ham i mange år, men du var også en af dem, der lagde luft til ham, da han sidste år udgav sin erindringsbog og i den forbindelse gik imod Jakob Ellemann-Jensens linje i flere interview. Ser du det som den eneste udvej, at Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud af Venstre?
»Det er jo helt op til Lars Løkke, hvordan han ser situationen. Det er ligesom hans vurdering og bestik af situationen. Jeg synes jo, at vi alle sammen har fået så meget, også af Venstre. Partiet har jo været med til at give os mange muligheder – det gælder for ham, og det gælder for mange af os andre.«
»Derfor skuffer det mig selvfølgelig også, at han har valgt at vende Venstre ryggen,« siger Lars Christian Lilleholt.
»Lars har haft meget, meget svært ved det skifte«
Lilleholt betoner, at Løkke har været »en kæmpe kraft« for partiet:
»Han har tegnet partiet mere end nogen anden i mange år og var arkitekten bag mange ting: Sundhedsreformer, politireformer og alle de mange ting, der blev lavet op gennem 00erne i den borgerlige regering. Også tilbage under Fogh.«
Men han påpeger samtidig, at et politisk parti for ham ikke »bare er noget, man melder sig ud af«.
»For mig er Venstre rammen omkring det politiske arbejde, og for mig står Venstre jo over os som personer,« siger han.
Ville det være bedre for Venstre, hvis Løkke var blevet?
»Det er klart, at som en tidligere statsminister har han jo stadigvæk meget at kunne give af. Men Lars har haft meget, meget svært ved det skifte, der har været fra at stå i spidsen og være statsminister til pludselig at skulle indtage en anden plads i Venstre.«
Lilleholt forklarer, at han har kunnet fornemme, at det har været »meget vanskeligt« for Løkke at skulle rykke ned i geledderne i Venstre.
»Han har haft det sådan, at hvis han skulle være med, skulle han sidde i forreste linje. Og der er jo valgt en anden formand, som jeg i øvrigt bakker 100 procent op om. Jeg bliver i Venstre. For mig ville det være fuldstændig utænkeligt at skifte parti,« siger han:
»Jeg er skuffet over Lars. Men jeg er sikker på, at der stadigvæk er en fremtid for Venstre med Jakob som formand. Nu kommer vi til at stå sammen i Venstre om at bakke vores formand op og få lagt en politisk linje.«
Lars Christian Lilleholt mener, at der »selvfølgelig« er plads til Venstre fremadrettet. Men han vil ikke lægge skjul på, at partiet er i en presset situation.
»Nu må vi rykke sammen i bussen,« siger han.
»Han har aldrig lagt det bag sig«
Også et andet af Venstres folketingsmedlemmer, Ulla Tørnæs, er trist over Lars Løkke Rasmussens exit.
Hun blev valgt til Folketinget i 1994 sammen med netop Løkke og var partiets politiske ordfører, da han blev valgt til næstformand. Det er derfor en nær kollega, der fredag aften valgte at melde sig ud af partiet, fortæller hun.
»Det er en trist dag. Jeg er oprigtigt ked af det,« siger Ulla Tørnæs og fortsætter:
»Han er en kæmpe politisk kapacitet, som siger farvel til det parti, som han har været en stor del af særligt de seneste 20 år. Jeg ved, at Venstre har fyldt meget i hele Lars’ liv.«
Lars Løkke Rasmussens afgang har sparket nyt liv i spekulationerne om, at den tidligere statsminister har planer om at stifte et nyt parti. Men det har Ulla Tørnæs svært ved at forestille sig ske.
»Jeg har hidtil afvist det som en mulighed, at han ville gå den vej. Jeg har ikke kunnet forestille mig det. Men jeg har heller ikke kunnet forestille mig, at han ville forlade Venstre. Jeg har stadigvæk svært ved at tro, at han stifter et nyt parti,« siger Ulla Tørnæs, der klart afviser, at hun kunne finde på at følge med Løkke over i et eventuelt nyt parti.
I sit Facebook-opslag fredag aften langer Lars Løkke Rasmussen med en kraftig hentydning ud efter forløbet, der har ført til Inger Støjbergs afgang som næstformand – og det vækker i den forbindelse minder om hans egen afgang som formand forrige år.
»Jeg troede ellers det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg,« skriver Lars Løkke Rasmussen.
Om det siger Ulla Tørnæs:
»Lars har ikke på noget tidspunkt lagt skjul på, at han ikke var enig i den måde, hans afgang som formand for Venstre foregik på. Han har heller aldrig lagt det bag sig.«