Thomas Larsen: Løkke går efter at danne nyt parti

Lars Løkke Rasmussens udmeldelse af Venstre er en katastrofe for Venstre. Han vil kunne samle mange utilfredse borgerlige vælgere op i en ny partidannelse, mener Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

Efter 40 år melder tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen sig ud af Venstre. Liselotte Sabroe

Tidligere statsminister Lars Løkke Ramussens meddelelse om, at han efter 40 års medlemskab melder sig ud af Venstre, er et hårdt slag for partiformand Jakob Ellemann-Jensen og en katastrofe for Venstre, mener Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

»Som jeg læser hans opslag på Facebook, så er Løkke en mand, der nu er parat til at tage en ny runde i politik. Jeg læser det ikke som en jobansøgning, der skal skaffe ham ind i en privat virksomhed eller en interesseorganisation. Jeg ser en fuldblodspolitiker, som har set et hul åbne sig i dansk politik, hvor han en gang til kan komme til at gøre sig gældende,« siger Thomas Larsen.