Venstre fortryder store beslutninger: Opgøret med DR endte i blå »blodrus« – og 24syv burde stadig leve

Gennem de seneste år har den blå kulturpolitik handlet for meget om at rive ned, skære og spare. Den triste kulmination blev en alt for »voldsom« besparelse på DR udløst af en blå »blodrus« samt en »vildt ærgerlig« nedlukning af Radio24syv, fordi bl.a. Dansk Folkeparti stillede et »mærkværdigt« krav. Sådan lyder den markante melding nu fra Venstres nye kulturordfører, Jan E. Jørgensen, som vil placere partiet et nyt sted, og som advarer mod en »sindssygt farlig« udvikling.

Jan E. Jørgensen, ny kulturordfører for Venstre og her fotograferet foran Det Kongelige Teater, lægger fra land med at tage et markant opgør med centrale elementer i de seneste års borgerlige kulturpolitik. Blandt andet var besparelsen på DR alt for voldsom, mener han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jan E. Jørgensen husker tydeligt mødet.

Det var i efteråret 2020.

Venstres landsorganisation havde lavet en måling over de politiske områder, vælgerne går op i.

Kultur lå håbløst langt nede.

»Så tilgangen fra dem var lidt: I kan godt se, venner, at det her ikke er værd at bruge tid på,« husker han.

Med på mødet var tidligere kulturminister Bertel Haarder, der straks tog ordet.

»Nej, det viser da, at det i høj grad er værd at bruge tid på. For så skal vi da få folk til at synes, det er vigtigt.«

Som ny kulturordfører for Danmarks største borgerlige parti er den mission nu landet i Jan E. Jørgensens favn.

Set med hans øjne er nødvendigheden af vores kulturliv kun blevet mere tydelig efter et år med corona, hvor tanken om festivaler, fodboldkampe, biografture og teaterbesøg i perioder har været en utopi.

Kulturbranchen er i dyb krise, og det skal politikerne gøre alt for at forbedre, mener han.

Han siger en masse knubbede ord om regeringen:

Den ser kulturen som »overflødigt flødeskum« – den »snobber nedad« og har behandlet kulturen »stedmoderligt« under krisen ved at opfatte »Bilka som vigtigere end biblioteker«.

Vores interview skal dog handle om meget andet end regeringens eventuelle synder.

Jan E. Jørgensen lægger nemlig fra land som kulturordfører med at tage en form for opgør med en meget nær fortid, som hans eget parti spiller en central rolle i.

Over de seneste år har Venstre nemlig i hans øjne ladet sig presse ud på en forkert, kulturpolitisk vej, hvor man i for høj grad har fremstået som en »ødelæggende kraft«, der mest har været optaget af at spare penge og at »fjerne og skære«, lyder det nu.

»Historisk har kultur betydet ekstremt meget for Venstre. Men hvis jeg går ud på gaden og spørger 100 tilfældigt forbipasserende, er det ikke der, vi er i folks bevidsthed. Til gengæld ses vi som nogen, der mere vægter regneark og besparelser,« siger han.

Og det er ikke en opfattelse, han vil bruge en masse tid på at bortforklare. Faktisk tværtimod – det er i høj grad Venstres eget ansvar, mener han.

Centralt for den erkendelse står tre beslutninger, som i høj grad har præget dansk kulturpolitik de seneste år, og som alle skete, mens Venstre havde magten:

For det første de voldsomme besparelser på DR.

For det andet nedlukningen af Radio24syv.

Og for det tredje det såkaldte omprioriteringsbidrag, der kørte en grønthøster ud over den offentlige sektor, herunder også kulturområdet.

Hver beslutning har sin historie, men samlet tegner det ikke det billede, han ønsker, der skal være af Venstre.

»Vores kulturpolitik har handlet for meget om det, vi var imod, og for lidt om det, vi er for,« siger han.

Blodrus og opgør med DR

Er der én ting, som mere end noget andet har præget den borgerlige kulturpolitik de senere år, er det opgøret med DRs størrelse.

I marts 2018 blev de blå partier enige om at pålægge DR besparelser på 20 procent over fem år.

Siden har de røde partier efter valget i 2019 aflyst anden runde af besparelsen.

I dag erkender Jan E. Jørgensen, at den planlagte beskæring af DR var en fejl, og at forløbet som sådan endte i noget nær en »blodrus«.

»Statsinstitutioner har en tendens til udvikle enormt bureaukrati. Det skal vi være opmærksomme på som liberale. Men der, hvor det endte med DR, var ret vildt og langt mere, end vi havde forestillet os,« siger han.

Opgøret med DR fik næring af en række sager.

En central ingrediens i Venstres kulturpolitik vil være armslængdeprincippet: Politikerne skal holde sig på afstand af det konkrete indhold i alt fra nyhedsudsendelser til udstillinger og fiktion – et princip, Jan E. Jørgensen mener er under hårdt pres. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Der var historien om licensbetalt fragt af en hest til DRs daværende USA-korrespondent, Johannes Langkilde, og hans hustru, og der var historier om høje cheflønninger.

Dansk Folkeparti kritiserede også jævnligt DR for at være venstreorienterede.

Jan E. Jørgensen mener dog, at det – trods »grimme sager« og »gode pointer fra Dansk Folkeparti« – endte som »en slags pay back i stedet for at være drevet af saglighed«.

En central del af den blå argumentation for at skære i DR var at give mere plads til private medier. Jan E. Jørgensen mener dog, det var forsimplet opfattelse.

»Statslige medier må ikke tage brød ud af munden på private, som er afhængige af betaling. Men det er slet ikke den konkurrence, der har betydning – som i overhovedet ikke,« siger han:

»Det er ikke DR, der er Berlingskes hovedfjende. Det er Google og Facebook og andre giganter. Den erkendelse virker til at være der nu – men den var der ikke dengang.«

Billedet på opgøret med DR var, at det under den Venstreledede regering blev indført som krav, at DR ikke måtte lave lange, dybdegående artikler til nettet.

»Det var et totalt kunstigt krav og udtryk for en – må jeg sige – lidt desperat detailregulering. At tro, at fordi folk ikke kan få lange artikler hos DR, vil de købe dem et andet sted, er helt naivt,« siger Jan E. Jørgensen.

Det var et lavpunkt?

»Ja. I laver jo også tv og radio på Berlingske, og derfor er det helt krampagtigt at ville begrænse DR til farvefjernsyn og transistorradio.«

Var det ikke et god idé at begrænse DR på nettet for at øge forståelsen for, at private medier koster penge?

»Jeg forstår tanken. Det var bare en krampagtig vej.«

Samtidig blev DR kritiseret for at lave ting, der lige så godt kunne være produceret af private. Et kendt eksempel er »X Factor«, der i dag produceres af TV 2.

Jan E. Jørgensen mener dog, man »skal passe rigtig meget på med ikke at falde i den grøft, at public service udelukkende er nyheder og det meget stramme og samfundsfagligt relevante«.

»Jeg tror, de fleste har lært mere om Danmark af »Matador« end historieundervisningen. Og jeg tror, at »X Factor«, som mange har peget fingre af – ikke mindst i blå blok – har gjort mere for integrationen end nogen integrationsminister. Det er selvfølgelig sat på spidsen. Men det lærte os en masse nyt om mennesker.«

Hvis de 20 procent, I lagde op til, var for meget – hvad var så det rigtige?

»Det er svært. Når DRs egen bestyrelsesformand sagde, man kunne spare 12 procent – hvilket nok ikke var en genial idé forhandlingstaktisk – kunne det måske være udmærket. Men 20 procent var alt for voldsomt.«

Der er vel ikke langt fra 12 til 20 procent?

»Jo, for den slags er ikke lineært. Når man når et vist niveau, skærer man, hvor det virkelig gør ondt. 20 procent er hver femte krone, medarbejder, eller hvordan du vil stille det op. Det er meget voldsomt.«

Så du er glad for, at de røde partier aflyste anden runde af besparelserne efter at have slået jer ved valget?

»Ja. Det er jeg sådan set.«

Burde I så ikke selv have aflyst det?

»Nej, for man er jo i nogen grad bundet af arv og gæld. Men det er et forløb, vi skal lære af som parti.«

Tror du dem, der var kede af besparelsen, kan bruge din beklagelse til noget?

»Måske ikke, hvis man har fået en fyreseddel eller set yndlingsprogrammet lukke. Men vi kan bruge det til at sige, at det har vi lært af, og det vil man ikke se os gøre igen.«

I de år, da DR var til debat, vakte det også borgerlig bestyrtelse, at Socialdemokratiets daværende kulturordfører, Mogens Jensen, sagde, at DR er en del af velfærdssamfundet.

Men Jan E. Jørgensen er faktisk enig, selvom det »får lidt en speciel klang, når en socialdemokrat siger det«.

»Men det er lige så vigtigt, som at vi kan komme på hospitalet eller i skole. DR er en del af den fælles fortælling om os som nation,« siger han:

»Og jeg synes, DR er meget bedre end sit rygte.«

En skandale og en vildt ærgerlig beslutning

Et andet forløb, der ifølge Jan E. Jørgensen hænger som en trist sky over de seneste års blå kulturpolitik, er nedlukningen af Radio24syv, der kom som konsekvens af de betingelser, den daværende regering – efter pres fra Dansk Folkeparti – indførte i det nye udbud af kanalen.

Jan E. Jørgensen, ny kulturordfører for Venstre, har siddet i Folketinget siden 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Kravene var, at radioens hovedredaktion skulle ligge mindst 110 kilometer fra København, og at mindst 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skulle være beskæftiget dér.

24syv trak sig og tabte siden – efter en proces, Jan E. Jørgensen i dag kalder en »skandale« – kampen om dét såkaldte DAB-udbud, der var tænkt som redningskrans.

Han mener, »dødsstødet til 24syv var ført frem af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet«, men erkender, at »vi kan ikke løbe fra, at vi sad for bordenden«.

Forløbet står for ham som billedet på et borgerligt Danmark, der har været bedre til at rive ned end at bygge op.

»Det var Per Stig Møller, der som konservativ kulturminister opfandt det, der blev til 24syv. Og det lykkedes: Vi fik en nyskabelse af radio, og P1 blev bedre på grund af konkurrencen,« siger han:

»Men det ender så med, at vi laver en aftale, der lukker det, vi selv havde bygget. Det er vildt ærgerligt.«

Han mener, at processen – hvor Dansk Folkeparti løbende skærpede kravene til 24syv – var »helt forfejlet« og bar præg af, at man »bare ville skrue og skrue, til det knækkede«.

»Det skulle hele tiden ligge længere og længere væk, og en større og større andel af medarbejderne skulle væk fra København.«

Han »forstår godt, man stiller som krav, at en radio skal være relevant i hele landet«. Men det kammede over.

»Hvis man ikke har forståelse for, at man skal have hovedkontor i hovedstaden – at det i stedet skal ligge i Thyregod, eller hvad man forestillede sig – forstår man slet ikke medieudviklingen. Det var et mærkværdigt krav,« siger han:

»Hvis man vil have en politiker – lad os bare sige Kristian Thulesen Dahl – i studiet, er det lettere tæt på Christiansborg. For det er der – ikke hjemme i Thyregod – han bruger de fleste af sine timer.«

Dansk Folkeparti ville ikke lukke alle studier i København. De ville bare have høj koncentration i provinsen?

»Jo, jo, det er fint. Men der er en kritisk masse, der skal være på hovedsædet, og derfor er der også et punkt, hvor kravene bliver så store, at det knækker. Det forsøgte 24syv at gøre opmærksom på. Men man kunne få den mistanke, at der blev skruet og skruet, til de faldt fra, og at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet græd tørre tårer.«

Hvis det var oplevelsen – hvilket er ret opsigtsvækkende – burde I så ikke have sat foden ned?

»Det var ikke mig, der forhandlede. Generelt skal man selvfølgelig ikke lave et forlig for enhver pris. Omvendt bliver man fanget i et forhandlingsforløb som mindretalsregering, så jeg har ikke lyst til at pege fingre. Jeg tror, der er en forståelse for, at vi ikke kunne udskrive valg på det,« siger han:

»Men vi skal lære af det. For det var ikke godt.«

En farlig udvikling

Samlet viser de forløb, at Venstre skal stå i egen ret med en »liberal kulturpolitik«, mener han.

I partiets finanslovforslag fra november afsætter man 150 millioner kroner til et løft af kulturområdet, hvilket han kalder »historisk«. Pengene vil partiet bruge på alt fra symfoniske landsdelsorkestre til museer og musikskoler.

Samtidig er partiet på vej med en række forslag, bebuder han.

Blandt andet skal virksomheder kunne få fradrag for investeringer i lokalt kulturliv, kulturinstitutioner skal have bedre mulighed for at spare op uden modregning, og kommuner skal belønnes økonomisk, hvis de introducerer børn og unge til kultur.

»Det er et signal om, at vi mener det seriøst, og at vi er klar til at bruge penge. Jeg kan ikke komme i tanker om et tilsvarende ambitionsniveau for kulturen fra os,« siger han.

I hans øjne er det også et brud med den tankegang, der lå bag den Venstreledede regerings »omprioriteringsbidrag«, der over flere år kørte en grønthøster ud over den offentlige sektor – også kulturen.

»I udgangspunktet er der noget sundt i den øvelse. Men det, der blev sparet, blev så brugt til noget andet end kultur,« siger han:

»Jeg tror ikke, du kommer til at se igen, at vi sparer på kultur for at bruge pengene på politi og forsvar. Vi har en erkendelse af, at det spiller en helt særlig rolle.«

En central ingrediens i Venstres kulturpolitik vil være armslængdeprincippet – at politikerne holder sig på afstand af det konkrete indhold i alt fra nyhedsudsendelser til udstillinger og fiktion.

Han mener, princippet i disse år er under hårdt pres.

»Som liberal har man tiltro til, at tingene nok skal arte sig og ende fornuftigt, hvis blot man giver frihed under ansvar. Det betyder ikke, man ikke kan gøre noget ekstraordinært for at bevare visse ting. Men grundlæggende skal kulturelle ildsjæle og kunstnere sættes fri,« siger han:

»Som politikere skal vi ikke ind og definere – og slet ikke detaljeret – hvad der skal fremmes. For så går det galt. Frihed er centralt for os.«

Igen falder snakken på blandt andet Dansk Folkeparti, som i en række tilfælde har beskyldt DR for at være venstreorienteret.

Blandt andet sagde partiets nuværende næstformand, Morten Messerschmidt, i august 2020, at »DR spillede jo en central rolle i at få et rødt flertal«, hvorfor han opfattede de aflyste besparelser som »returkommission«.

Jan E. Jørgensen »forstår godt Dansk Folkeparti« og refererer blandt andet til, da DRs mangeårige dramachef, Ingolf Gabold, i et interview med Politiken sagde, at flere af DRs serier for ham var politiske projekter.

Alligevel råber han vagt i gevær over, at politikere i for høj grad giver politiske holdninger til kende om kulturen – særligt i et samfund som vores med høj offentlig støtte.

»Når det kammer over, og når man får indtryk af, at nogle politikere nærmest vil bestemme, hvad der sendes i fjernsynet, går det hen og bliver farligt – der skal man være ekstremt påpasselig. Det er som med domstolene, hvor det heller ikke nytter, at man farer i blækhuset ved hver dom,« siger han:

»Når vi har et system med høj offentlig støtte, forstår jeg fristelsen til at have indflydelse på, hvad der kommer ud. Det er bare sindssygt farligt og grundlæggende usundt med et medie- og kulturliv, der ikke udvikler sig i frihed – for så kommer der ingen udvikling.«

Advarslen gælder ikke kun højrefløjen, men også det, han kalder det »krænkelsesparate segment«.

»Det var ikke kun Dansk Folkeparti, der kritiserede John Dillermand på DR. Det var også mennesker med identitetspolitiske dagsordener.«

Omvendt er det i hans øjne vigtigt, at kulturlivet »ikke er hysteriske over enhver kritik og laver et slutprodukt, som en stor del af vælgerne ikke gider«.

»Gakker det for meget ud, må man forvente politikere, der siger fra.«

Viser det ikke, at det fundamentalt er usundt med så mange offentlige støttekroner? Så opnår man aldrig reel frihed?

»Jeg er enig i, det er risikabelt. Men det er nødvendigt. Jeg tror ikke, det er realistisk, at det bliver helt frit i et lille sprogområde med kæmpe pres fra techgiganter. Derfor synes jeg faktisk, vi skal bruge mere fra det offentlige – ikke mindre.«

Burde liberal kulturpolitik ikke frigøre kulturen og medierne fra staten?

»Hvis jeg sad i en studiekreds og var 30 år yngre, kunne jeg godt nå frem til det. Men jeg tror simpelthen ikke, det kan lade sig gøre.«

Kultur er for vigtigt til ideologiske eksperimenter, mener han.

»Stenaldermenneskerne lavede hulemalerier. Det fortæller alt om, hvor vigtig kultur er. Det giver os noget andet end bare tag over hovedet og mad i munden,« siger han:

»Det er, som Signe Molde har sagt: Coronakrisen viser, vi kan leve uden kultur, ligesom man kan leve uden salt og kys. Men hvem har lyst til det?«

Foto: Søren Bidstrup.