Trods lavere skat: De rigeste danskere betaler en stigende del af velfærden

Det er noget, der bliver sagt igen og igen.

En lille gruppe i toppen af samfundet er stukket så meget af, at vores værdier er på spil.

I februar sidste år skrev SF-formand Pia Olsen Dyhr, at »uligheden er gået amok«, og at vi står på tærsklen til et »demokratisk opgør mod grådigheden, uligheden og fattigdommen«, og hun skrev om dem, der »bare rager til sig og vender fællesskabet ryggen«.

Også Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, tog de alvorlige gloser i brug, da hun i forbindelse med et ulighedsudspil advarede om en udvikling, der »underminerer vores sammenhængskraft«.

Nye tal får dog både borgerlige politikere og flere økonomer til at advare imod, at vi tegner et ensidigt og unuanceret billede af udviklingen i det danske samfund.

Tallene – som den liberale tænketank Cepos har sammenfattet i en større analyse – viser, at selv om den øverste marginalskat, også kaldet skatten på den sidst tjente krone, over de seneste årtier er faldet mærkbart, så betaler de bedst lønnede danskere i dag en markant større andel af den offentlige velfærd, end de gjorde for 25 år siden.

Den rigeste procent af befolkningen betaler i dag 74,9 milliarder kroner i skat svarende til 9,3 procent af de samlede skatter, som bruges til at betale for velfærden. I 1994 betalte denne gruppe »kun« 6,5 procent af skatterne.

Samme udvikling gør sig gældende for de rigeste ti procent, der årligt betaler 250,7 milliarder kroner i skat svarende til 31,3 procent af skatterne. I 1994 var tallet kun 27,8 procent.

Billedet af, at de bedst lønnede danskere betaler en stadigt større andel af de samlede skatter, tegner sig på trods af, at skatten i toppen flere gange er blevet sænket. I 1994 var den øverste marginalskat således på 67 procent, mens den i dag er på godt 56 procent.

På mange måder viser tallene, at det, der er grundtanken i det danske samfund – nemlig at de bredeste skuldre skal bære mest – i høj grad har overlevet det seneste kvarte århundrede, selv om der både har været stigende global konkurrence og finanskrise.

Det mener Bo Sandemann Rasmussen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og en af landets førende eksperter i skatteteori.

»Man kan sige, at vi har justeret nogle ting for at følge med udviklingen. Men vi har gjort det uden at afmontere vores samfundsmodel.«

Tallene får cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen til at konkludere, at »de bredeste skuldre nu bærer en endnu større del af byrden end tidligere«.

»Venstrefløjen har pisket en stemning op om, at nogen stikker af fra andre. Jeg håber, at vi får en mere afbalanceret debat fremover,« siger han.

Det samme mener Alex Vanopslagh, der er formand for Liberal Alliance.

»Vi burde alle sige tak til dem, der trækker så stor en del af læsset. Især når de ofte udstilles som egoister, der ikke går op i fællesskabet. Jeg håber, dette giver anledning til selvransagelse,« siger han.

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, bakker op:

»Dem, der tjener meget, bidrager helt enormt til at holde velfærdssamfundet kørende. Når man følger debatten i Danmark, får man næsten konsekvent det modsatte indtryk.«

Mere i lønningsposen

Forklaringen på det, der på overfladen kan virke ulogisk – at de bedst lønnede betaler mere af velfærden, selv om deres skat er blevet sænket – er, at de har øget deres indtægter mere end den øvrige del af samfundet.

Selv om de betaler mindre i skat af den sidst tjente krone, kompenserer de altså over for velfærdssamfundet ved, at de betaler skat af et markant større beløb end tidligere.

Kigger man på perioden siden 1994, har den gennemsnitlige indkomststigning været på 45 procent. De øverste ti procent har dog fået 73 procent mere i indkomst.

En udvikling, der altså har øget den danske indkomstulighed markant. Danmark er dog fortsat et af de absolut mest lige lande på kloden.

Cepos konkluderer også, at næsten alle familietyper – fra LO-medlemmer over funktionæren til direktøren – i perioden har opnået en fremgang i det månedlige rådighedsbeløb.

Kun tre familietyper – unge på kontanthjælp, unge på dagpenge og indvandrere – har oplevet en tilbagegang, og det har de alle som resultat af politiske beslutninger om blandt andet lavere ydelser.

Cepos konkluderer ligeledes, at havde de ti procent i toppen af samfundet ikke haft en større indkomstfremgang i perioden, var uligheden ganske vist blevet mindre. Der havde så også været 38 milliarder kroner mindre i statskassen til velfærd.

»Med andre ord er vi groft sagt alle bedre stillet i dag, end vi var for 25 år siden, og derfor kan man i høj grad diskutere, om det overhovedet er et problem, at den matematiske ulighed er steget,« siger Mads Lundby Hansen.

»Indkomsterne for de rigeste er stukket af«

Der er dog ikke tale om argumenter, der omvender Enhedslistens finansordfører, Rune Lund. Han mener, at væksten i de høje lønninger er et selvstændigt problem så stort, at de flere penge til velfærd ikke opvejer problemets omfang.

»Indkomsterne for de rigeste er stukket af fra alle os andre, og det truer både sammenhængskraften og følelsen af retfærdighed, når vi samtidig står i en situation, hvor vi mangler sygeplejersker, og hvor det er næsten umuligt at komme på førtidspension,« siger Rune Lund.

Er det virkelig et problem, at de bedst lønnede har fået højere lønstigninger, når alle er blevet rigere, og når dem med de højeste lønninger nu betaler for endnu flere sygeplejersker, lærere og så videre?

»Det er ikke et problem i sig selv. Det er et problem, når det bliver sådan, at samfundsudviklingen går op i limningen, fordi de højtlønnede lever et helt andet liv end resten – at de går i andre skoler, bor andre steder og har andre forbrugsmuligheder end de fattigste.«

Samme linje anlægger SFs gruppeformand, Jacob Mark. Han mener, at topskatten bør hæves for at skaffe penge til den grønne omstilling, og at der skal være højere skat på store formuer.

»De rigeste er blevet rigere, og der er større forskel mellem dem og den almindelige lønarbejder. Derfor er det kun rimeligt, hvis de rigeste skal betale endnu mere til det samfund, der har gjort dem rige,« siger Jacob Mark.

Rune Lund argumenterer også, at der ville have været endnu flere penge i statskassen, hvis man havde undladt at sænke skatten i toppen.

»Var skatten ikke faldet, ved at man i stedet havde holdt fast i et mere retfærdigt system, så kunne man have brugt pengene på velfærd frem for at sende dem ned i lommerne på de rigeste. Det kunne vi virkelig godt have brugt,« siger han.

Det argument køber cheføkonom Mads Lundby Hansen dog ikke. Han siger, at den lavere skat er en afgørende forudsætning for, at de bedst lønnede dels har haft lyst til at arbejde i Danmark, dels har haft lyst til at knokle mere med højere løn som resultat.

Troels Lund Poulsen fra Venstre advarer mod at sætte skatterne op.

»Det er så enkelt i en global verden, at har man et højt skattetryk, kan folk finde på at flytte et andet sted hen. Det skader os alle, for så mangler de penge,« siger han.

Kan du forstå, at mange finder det urimeligt, at dem i toppen har større lønstigninger end resten?

»Ja, men samlet set er vi for det første alle blevet rigere, og for det andet er den enkeltes løn ikke en sag for os politikere. Det, vi kan se, er, at selv om nogen er steget mere i løn end andre, er der i dag en større solidaritet på tværs af samfundsgrupper,« siger Troels Lund Poulsen.

Professor: Vi får alle noget ud af det

Spørger man økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen, er det svært at sige, præcist hvad der ville være sket, hvis ikke man havde sænket marginalskatten.

Ifølge ham er der dog ingen tvivl om, at det havde fået konsekvenser.

»Ved at lave disse reduktioner i skatten har vi sørget for, at vi bedre kan agere i en situation med globalisering og øget konkurrence. Netop de lavere skatter har med al sandsynlighed fået dem med de højeste indkomster til at arbejde og tjene mere, hvilket igen har øget deres samlede skattebidrag,« siger han:

»På den måde får vi alle mere ud af det, og derfor er det her en indikation på, at man over tid godt kan få flere penge i kassen, selv om man sætter visse skatter ned.«

Professoren påpeger, at der ganske vist har været større lønstigninger i toppen end i bunden, men at det samlede regnestykke bliver mere kompliceret, når de bedst lønnede samtidig også betaler mere i skat.

For det er borgere med de laveste indkomster, der får mest ud af velfærden.

»Så man kan sige, at de stigende indtægter og dermed skatter i toppen faktisk i høj grad også kommer dem med de laveste indkomster til gode. På den måde er billedet meget mere nuanceret, end hvis man bare meget entydigt siger, at uligheden er steget.«

Også den økonomiske overvismand, Michael Svarer, hæfter sig ved, at selv om uligheden er steget på baggrund af en række årsager, udjævner det danske skattesystem noget af udviklingen.

»Der er ingen tvivl om, at uligheden er steget, og at der er en større samling af indkomsterne i toppen. Men man kan også se, at de rigeste betaler en større del af kagen. Det viser, at det er svært meget entydigt at konkludere, om det er godt eller skidt, at uligheden stiger, fordi det er et flerhovedet dyr, der kigger lidt i forskellige retninger,« siger han.

Bo Sandemann Rasmussen anerkender dog, at det er meget »følelsesladet, hvornår man mener, at ulighed er et problem«.

»Det er meget svært at sætte tal på sammenhængskraften, som er det begreb, man ofte hører. Men når man kigger på det som økonom, er det centrale, om vi har et samfund, hvor de svageste børn kan udleve deres potentiale og tage turen op ad samfundsstigen. Når man ser sådan på det, synes jeg ikke, at balancen er tippet.«