Topøkonomer roser statsministerens bekymrede opråb: »Vi er nødt til at tænke meget mere målrettet«

Det er »sundt« og »fornuftigt«, at statsministeren varsler et politisk »sporskifte« i coronakrisen, der skal gøre op med en milliardstor »fartblindhed«. Mange af meget dyre politiske forslag, som præger debatten, er unødvendige og ubegrundede, lyder det fra førende økonomer.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard tager godt imod statsministerens varsling af et økonomisk »sporskifte«, der skal gøre krisehåndteringen mere fokuseret, og som skal afgrænse mulighederne for at optage yderligere gæld. Asger Ladefoged

Statsminister Mette Frederiksen (S) får rosende ord med på vejen fra nogle af landets mest fremtrædende økonomer, efter at hun i et interview til Berlingske har bebudet et egentligt »sporskifte« i krisehåndteringen.

Ifølge Mette Frederiksen er dansk politik endt i en situation præget af overbud og »fartblindhed« for milliarder, som truer den langsigtede sundhedstilstand i dansk økonomi.