Tesfaye vil have hjælp til at presse menneskeretsdomstol: Kan blive »psykiatrisk hospital for hele verden«

Regeringen vil kontakte andre lande og samle opbakning til at få omgjort en dom, der kan gøre det sværere at udvise psykisk syge udlændinge. Der er ifølge udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) fuldtonet opbakning til konventionerne, men han er bekymret for, at udviklingen i de internationale domstoles praksis går den forkerte vej.

»Det har aldrig været meningen med den bestemmelse, at en skizofren kriminel skal have en kontaktperson, for at vi kunne udvise ham,« siger Mattias Tesfaye. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det var »totalt uretfærdigt«, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for nylig afsagde dom mod Danmark, der slår fast, at myndighederne ikke kan udvise en kriminel psykisk syg udlænding.

Sådan lyder det fra den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, der vil have sagen prøvet ved domstolens Storkammer, og samtidig vil kontakte flere EU-lande for at samle opbakning til den proces.