Tesfaye om frakendelse af statsborgerskab: »Vi befinder os i en ekstraordinær situation med en meget aktuel trussel«

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye erkender, at en administrativ fratagelse af dansk statsborgerskab er et voldsomt indgreb. Men han frygter, at der snart står IS-jihadister ved den danske grænse og vil ind.

Hvis regeringen får gennemført sit lovforslag om administrativt at kunne fratage IS-jihadister deres statsborgerskab, vil afgørelsen i sidste ende ligge hos udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Han ved godt, det er et drastisk skridt at tage, og han erkender, at det er specielt, at han ene mand vil skulle afgøre, om en dansk statsborger skal fratages sit danske statsborgerskab.

Men han mener, at det er det rigtige at gøre med tanke på den »ekstraordinære situation«, som Danmark befinder sig i, og med en »meget aktuel trussel« hængende over vores hoveder.