Statens Serum Institut fastslår i notat: »Betydelig risiko ved åbning af nattelivet«

Ifølge Statens Serum Institut viser et stigende antal rapporter, at flere bliver smittet med coronavirus i forbindelse med enkelte begivenheder som fodboldkampe, kirkearrangementer og private arrangementer. Derfor vil der også være betydelig risiko ved at åbne for nattelivet igen.

 
Få overblikket over coronavirussen i Danmark her. Redigering: Ida Meesenburg og Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Der vil være betydelig risiko for smitte ved at åbne landets diskoteker, natklubber og spillesteder. Det fastslår Statens Serum Institut i et notat, der er sendt til Folketingets følgegruppe for covid-19, dateret 4. august.

Notatet fremhæver en række faktorer, der betyder, at der er særlig risiko for smittespredning, hvis nattelivet genåbnes. Risikoen består i, at der på landets spillesteder, diskoteker og natklubber er:

1. Mange mennesker på relativt lidt plads.
2. At der er tale om længerevarende ophold (dvs. mere end 15 minutter).
3. »Tab af kontrol« (f.eks. ved indtag af alkohol og ophøjet stemning).
4. Adgangsforhold med relativt begrænset plads ved tilstrømning og ophør.
5. Øget åndedrætsfunktion, herunder fysisk udfoldelse og sang. (Her er der risiko for at blive smittet eller smitte andre).
6. Høj tale og herved risiko for dråbesmitte.

I notatet står der, at disse faktorer betyder, at en åbning af spillesteder, diskoteker og natklubber indebærer en betydelig risiko for smittespredning. I notatet bliver det også understreget, at den negative effekt af smitterisikoen øges, da kontakter vil ske på tværs af kontaktnetværk. De seneste dages stigning i smitten betyder også, at introduktionen af smitte i nattelivet kan blive øget.

Det beskrives også, at smitten er steget betydeligt i de seneste fire uger. I uge 27 var der 123 ugentlige tilfælde, mens der i uge 31 var 494 smittetilfælde. Der står også, at smitten nu er udbredt til det meste af landet. 68 ud af landets 98 kommuner haft smittetilfælde i uge 31, herunder har 14 kommuner haft mere end ti tilfælde pr. 100.000 borgere.

Stigende smitte i forbindelse med enkelte begivenheder

Notatet fremhæver, at der er et stigende antal rapporter, der dokumenterer, at flere bliver smittet i forbindelse med enkelte begivenheder, herunder fodboldkampe, kirkearrangementer, transport og privatarrangementer. Fælles for disse »supersmitteevents« er, at det er de samme faktorer, der gør sig gældende, som ved færden på natklubber, diskoteker og spillesteder, blandt andet længerevarende ophold, indtagelse af alkohol og øget åndedrætsfunktion.

Det vurderes også, at der i nattelivet vil være en begrænset mulighed for at følge myndighedernes hygiejneråd, og at der også er en betydelig risiko for berøring med virusinficerede overflader som f.eks. bardiske, toiletforhold og håndtag.

I notatet står der også, hvordan man i udlandet har beskrevet den øgede risiko for smittespredning i nattelivet, både før nedlukningen og efter genåbning af samfundene.

I tirsdags udtalte Kåre Mølbak til Ingeniøren, at han ikke sundhedsfagligt kan anbefale fjerde fase af genåbningen, som altså inkluderer en genåbning af nattelivet, på grund af stigende smitteudvikling.