Den nye handelsaftale mellem Storbritannien og EU er »en rigtig dårlig aftale for fiskeriet«. Sådan lyder det fra næstformand for fiskeriudvalget i Europa-Parlamentet, Søren Gade (V), til TV Midtvest.

Den nye aftale betyder, at europæiske fiskere må fange 25 procent færre fisk i britisk farvand. Aftalen er blevet kritiseret af Danmarks Fiskeriforening, som mener, at aftalen vil koste dansk fiskeri dyrt.

Den vurdering er Venstre-politikeren Søren Gade fuldstændig enig i.

»Vi vil kunne mærke det i det midt- og vestjyske. Det bliver den stille død for mange byer. Når du skærer i kvoterne, mister du omsætning i havnene, og det vil at koste job,« siger den vestjyske næstformand, som taler om »en elendig aftale for fiskeriet«.

Ifølge formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend Erik-Andersen, vil der være tale om tab af en kvoteværdi på halvanden milliard kroner.

»Vi vil kunne mærke det i det midt- og vestjyske. Det bliver den stille død for mange byer.«
»Vi vil kunne mærke det i det midt- og vestjyske. Det bliver den stille død for mange byer.« Thomas Lekfeldt

Danske fiskere fanger normalt op til 40 procent af deres totale fangst og sikrer 30 procent af omsætningen i britisk farvand.

»Den snigende død«

Ifølge Søren Gade havde ingen aftale været bedre end den aftale, der nu ligger på bordet.

»Det er godt, at vi kan fiske i britisk farvand, men det er den snigende død. Vi kunne lige så godt have ingen aftale,« siger han til TV Midtvest.

Søren Gade er også utilfreds med, at overgangsperioden står til at vare i fem et halvt år, og at vilkårene for fiskeriet derfor skal genforhandles allerede i 2025. Ifølge den danske europaparlamentariker er problemet i forhold til fiskeriet ikke løst, men derimod udskudt ved at indgå så kortsigtet en aftale.

Svend Erik-Andersen er ligeledes utilfreds med aftalens varighed, som gør, at danske fiskere går en usikker fremtid i møde.

»Vores bekymring er, at det er for kort en aftale, som bliver alt for dyr,« siger han.