Smittetrykket er faldet: Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at Danmark bør åbnes hurtigere, lyder det fra flere partier

Smittetrykket er faldet fra 0,9 til 0,7. »Det er fint, at trykket er faldet, men jeg holder vejret for at se, hvad der sker,« lyder det.

 
Forskere over hele verden arbejder på højtryk for at udvikle en coronavaccine. Video: Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er efterhånden 14 dage siden, at danskerne senest er blevet oplyst om det aktuelle smittetryk.

Mandag aften kunne Statens Serum Institut (SSI) så offentliggøre den seneste måling. Smittetrykket er faldet fra 0,9 til 0,7, og det vækker glæde hos flere partier.

»Det er udtryk for, at danskerne følger de gode opfordringer, der er kommet. Om at holde afstand og lade være at kysse og kramme. At de har husket at vaske hænder og den slags,« lyder det fra Martin Geertsen, sundhedsordfører i Venstre.

Men det faldende smittetryk er ikke nødvendigvis udtryk for, at vi burde have åbnet samfundet hurtigere. Adspurgt om det faldende smittetryk er udtryk for, at man har været for langsom til at genåbne samfundet, svarer Martin Geertsen:

»Regeringen sidder på ekspertisen og kan redegøre for, om det ville have været forsvarligt at åbne hurtigere. Det har vi andre ikke forudsætninger for at vide. Men jeg havde gerne set, at man på forhånd havde forklaret de institutioner, som ikke har fået lov at åbne, hvorfor det forholder sig sådan. Det virker bagvendt, når man først efter præsentationen af den nye fase fortæller, hvorfor Aros eksempelvis ikke må åbne,« siger han.

Smittetrykket viser, hvor mange en person med coronavirus smitter. Det forrige tal for smittetryk i Danmark blev offentliggjort i slutningen af april. Her lå det på 0,9. Det betyder således, at en person med coronavirus i gennemsnit smitter 0,9 andre personer. Nu er det som nævnt faldet til 0,7. Hvis smittetrykket er over 1,0, er det udtryk for, at epidemien accelererer. Når det er under, er det udtryk for det modsatte – at epidemien aftager.

Efterlyste tallet

Sundhedsordfører i Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, efterlyste sammen med de Radikale tidligere mandag det aktuelle smittetryk på grund af fase to i genåbningen, hvor blandt andet landets storcentre er blevet åbnet.

Sundhedsordføreren påpegede i den forbindelse, at smittetrykket har været afgørende for regeringens strategi i forhold til genåbningen af landet. Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde ifølge Ritzau i forbindelse med sin 1. maj-tale, at hun med »meget stor alvor« iagttager smittetrykket i forbindelse med genåbningen.

»Set i forhold til hvor mange, der er indlagt, var det forventet, at smittetrykket var faldet. Og det er godt, at tallet nu er offentliggjort,« siger Liselott Blixt.

Er det faldende smittetryk udtryk for, at samfundet er blevet genåbnet for langsomt?

»Nej. Eksperterne siger, at der kan gå flere uger, før vi kan se konsekvenserne af åbningen. Altså kan der gå uger, før vi kan se en eventuel stigning, og netop derfor skal vi tage forholdsregler. Det er fint, at trykket er faldet, men jeg holder vejret for at se, hvad der sker,« siger hun.

SFs sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, synes, at det er »dejligt«, at smittetrykket er faldende. Hun mener i lighed med Liselott Blixt heller ikke, at det er udtryk for, at samfundet bør åbnes hurtigere.

»Det har været helt umuligt at gennemskue, hvad der var rigtigt og forkert i situationen. Vi har været på den gode side hele tiden.«