Politisk flertal og eksperter kritiserer regeringen for at mørklægge coronaberegninger: »Jeg synes faktisk, at det er lidt forstemmende«

Folketingets sundhedsordførere kritiserer, at de ikke kan få lov at se data bag de helt afgørende beregninger om de forskellige genåbningsscenarier. En professor i biostatistik undrer sig og betegner mørklægningen som dybt kritisabel.

Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, vil ikke udtale sig om usikkerhed om modelberegninger, og instituttet vil ikke lægge afgørende beregninger frem. Det ønsker regeringen heller ikke, og det møder kritik fra politikere og ekspert. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Danmarks mest omtalte og mest afgørende regnestykke er lukket land for offentligheden og politikere, men nu kræver et flertal på Christiansborg åbenhed.

Tal og data bag de beregninger fra Statens Serum Institut, der skal bruges til at vurdere, om restauranter, biblioteker eller stormagasiner kan åbne som det næste, er trods ugers pres ikke blevet videregivet til Folketinget.