Kampen mod negativ social kontrol skal ikke kun kæmpes i muslimske minoritetsmiljøer, men også i de lukkede kristne miljøer og sekter.
Sådan lød det for nylig fra SFs formand, Pia Olsen Dyhr, der ser et behov for at indsamle mere viden og kortlægge social kontrol i kristne miljøer. En indsats, som bakkes op af Enhedslisten, de Radikale og Socialdemokratiet. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Ifølge Pia Olsen Dyhr er der slet ikke tvivl om, at der eksisterer negativ social kontrol i flere kristne miljøer, og hun peger på Luthersk Mission og Jehovas Vidner.
Desuden foreslår SF at oprette en enhed under Socialstyrelsen, der specifikt skal have fokus på netop de kristne miljøer og negativ social kontrol. Og det er et forslag, som de Radikale bakker op om.
»Vi skal have en fuldstændig ligestilling mellem religiøse trossamfund herhjemme, og når vi er ude efter at bryde negativ social kontrol i forskellige trossamfund, så bør vi selvfølgelig gøre det i dem alle sammen,« siger Rasmus Helveg Petersen, socialordfører i Radikale Venstre, til Kristeligt Dagblad.
Står det til Enhedslisten, skal Socialministeriet eller Kirkeministeriet bestille en rapport, som kan bidrage til at se på omfanget.
Hos Socialdemokratiet er man også villig til at se på, om der er områder, som skal undersøges, men vil ikke »fægte i blinde«. Det siger kirkeordfører Julie Skovsby (S).
»Vi er derfor meget interesserede i, at SF konkretiserer, hvilke kristne miljøer de tænker på. Om de er inden for eller uden for folkekirken, om det er anerkendte trossamfund eller ej. Det er vigtigt, at vi ved, hvad det drejer sig om, før vi sætter tiltag i gang,« siger hun til Kristeligt Dagblad.
Hverken Venstre eller de Konservative bakker op om en kortlægning, og ifølge Dansk Folkeparti er det at skyde over målet at igangsætte en kortlægning, da det ifølge partiet ikke er muligt at sammenligne kristendom og islam.