Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skruede godt op for dramatikken, inden hun i fredags skulle genafhøres i Instrukskommissionen.
På Facebook delte hun samme morgen en kort video fra sin ankomst til de første afhøringer i maj – en video, der båret af sin håndholdte kameraføring, hurtige krydsklipning og trommende underlægningsmusik kunne lede tankerne i retning af en spændingsfilm, der nærmer sig klimaks. Og i den ledsagende tekst lod Støjberg forstå, at hun nu igen i »Barnebrudskommissionen« fik »mulighed for at forsvare barnebrudenes ret til at leve et frit liv, mens de er i Danmark«.