Medarbejdere i Justitsministeriet og Rigspolitiet efterlod ingen skriftlige spor, da de tidligt på eftermiddagen torsdag den 5. november havde en afgørende telefonsamtale om aflivning af mink.
I samtalen blev Rigspolitiet orienteret om, at der ikke var lovhjemmel til aflivning af samtlige mink i hele landet, hvilket regeringen havde meldt ud dagen forinden på et pressemøde. Selvom beskeden var helt afgørende – eller burde have været det – blev der ikke lavet et telefonnotat i hverken Justitsministeriet eller Rigspolitiet, fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag.