Hvad der gennem godt to timer udspillede sig onsdag eftermiddag i Udenrigspolitisk Nævns lokale på den blå gang på Christiansborgs andensal, mindede mest af alt om en genudsendelse.
Her var justitsminister Nick Hækkerup (S) – ligesom torsdag i sidste uge – kaldt i samråd om Rigspolitiets såkaldte actioncard, hvor politifolk blev instrueret i at ringe rundt til minkavlere og true dem med, at myndighederne ville komme og aflive deres mink, hvis de modsatte sig besøg.