Regeringen klar med »meget indgribende« plan i kampen mod IS-jihadister: »Det er meget betænkeligt«

Med et nyt udspil mod IS-jihadister og andre terrordømte vil regeringen kunne give en ekstrastraf i form af et opholdsforbud og forbud mod at kontakte bestemte mennesker. Politiet skal uden retskendelse kunne gå ind i folks hjem og tjekke computere. Justitsministeren kalder initiativet en nødvendig »nyskabelse«, mens støtteparti er betænkelig. »Ekstremt indgribende i privatlivet,« mener ekspert.

Regeringen vil idømme IS-jihadister og terrorister en tillægsstraf i form af et opholdsforbud eller forbud mod at kontakte bestemte personer. »Det er nødvendigt at gå til stålet, når vi vil beskytte vores samfund mod terror,« siger justitsminister Nick Hækkerup (S). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Regeringen barsler nu med et nyt, vidtgående indgreb i bestræbelserne på at slå hårdt ned på IS-jihadister og andre personer, der dømmes for terrorforbrydelser.

Som en del af en større pakke rettet mod IS-jihadister, som regeringen anført af statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer torsdag eftermiddag, vil man som et af de mest vidtrækkende redskaber indføre et såkaldt opholdsforbud samt et kontaktforbud for dømte terrorister, herunder IS-jihadister.