Der var en.
Der var to.
Der var alt for mange.
Alt for mange situationer, hvor regeringen – som bryster sig af at være liberal – faldt for fristelsen til at løse problemer ved at indskrænke den ytringsfrihed, som ellers besynges som »en grundlæggende forudsætning for et velfungerende samfund« i regeringsgrundlaget.
Sådan lyder den hårde kritik nu fra flere medlemmer af regeringens egen Ytringsfrihedskommission, som blev nedsat for netop at »værne« om ytringsfriheden.
En af dem er Jacob Mchangama, som er direktør i den juridiske tænketank Justitia.
»Den fløj, som stod vagt om ytringsfriheden under Muhammed-krisen, er løbet langt væk fra det, man svang sig op til dengang. Det viser desværre, at ytringsfriheden fylder mest, når det drejer sig om ytringer, der understøtter ens egne holdninger,« siger han.
Et andet medlem af Ytringsfrihedskommissionen, Jonas Christoffersen, er enig.
Han – som er direktør i Institut for Menneskerettigheder, der rådgiver og overvåger regeringen og Folketinget i spørgsmålet om borgernes frihedsrettigheder – ser en mindre varsomhed i forhold til at skære i borgernes grundlæggende frihed.
»I det enkelte tilfælde kan det virke tilforladeligt. Men når man ser på summen, er man nødt til at spørge: »Hvor er vi på vej hen?«.«
I et nyt notat har Justitia samlet en oversigt over alle de gange, regeringen har indskrænket ytringsfriheden.
For Jacob Mchangama er det samlede billede »virkelig dybt skuffende«. Faktisk er der i hans øjne ikke den store tvivl:
Den borgerlige regering anno 2015 til 2019 ender med en form for historisk rekord som den regering, der har indført flest indskrænkninger af ytringsfriheden siden Anden Verdenskrig.
»Når jeg kigger på summen, har jeg svært ved at se nogen anden regering, som har indført flere begrænsninger af ytringsfriheden,« siger han.
Burkaer og imamer
Den sum, han taler om, går på tværs af ministerområder. Men den røde tråd er i grove træk et opgør med mennesker, der taler demokratiets værdier imod:
Der er loven, der gør det strafbart »udtrykkeligt at billige« eksempelvis terror, voldshandlinger, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri som led i »religiøs oplæring«.
Der er loven, der gør det muligt at sortliste udenlandske religiøse forkyndere og nægte dem indrejse til Danmark.
Der er loven, som gør det muligt for politiet at lukke for danskernes adgang til hjemmesider, hvis der er mistanke om brud på straffelovens regler om terrorisme samt chikane, trusler og vold mod politikere. En lov, som i sin første version – før der kom kritik – skulle have omfattet ethvert brud på straffeloven og dermed ifølge Justitia en potentielt »ekstremt vidtgående« begrænsning af ytrings- og informationsfriheden.
Der er også loven, der forbyder mennesker at maskere sig i det offentlige rum – for eksempel med religiøse symboler såsom en burka.
Og loven, der medfører markant højere bøder for ærekrænkelser.
Ligesom der er loven, der skærper straffen for hån, skældsord eller anden fornærmelig tale mod tjenestemænd – herunder folketingsmedlemmer og ministre.
Jacob Mchangama »anerkender, at der vil være et meget, meget stort pres på politikerne og en stor lyst til at slå ned på folk med totalitære holdninger«.
»Men demokratiet har stået over for udfordringer før, og vi bør have tillid til, at vi kan løse dem uden at save i det mest fundamentale. Derfor ser jeg simpelthen det her som et tab af tillid til styrken af den politiske kultur, som vi har opbygget i Danmark i efterkrigstiden, nemlig at man godt kan bekæmpe totalitære kræfter uden at underminere den mest fundamentale af demokratiets værdier,« siger han.
Regeringen har på den anden side afskaffet blasfemiparagraffen. Det er vel et stort fremskridt for ytringsfriheden?
»Det var et fremskridt. Men det er meget sigende, at det var et lovforslag fremsat af Enhedslisten, og at to ud af tre regeringspartier, Venstre og Det Konservative Folkeparti, var meget fodslæbende i forhold til at bakke op,« siger Mchangama.
Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, har flere gange kritiseret regeringen for at træde vigtige værdier under fode. Han kalder indskrænkningerne af ytringsfriheden »en af de mest skuffende ting ved denne regering«.
»Den liberale stemme i det borgerlige Danmark hvisker så svagt, at man nærmest ikke kan høre den,« siger han og tilføjer:
»Alt, hvad der handler om det nationale og det kollektivistiske, står meget stærkt på den borgerlige fløj. Men når det handler om den måske mest grundlæggende, borgerlige rettighed, nemlig retten til at ytre og klæde sig, som man vil, så står det svagt. Simpelthen så svagt.«
Flemming Rose, der også er medlem af regeringens Ytringsfrihedskommission, kritiserer ligeledes regeringen.
Rose, som stod bag Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne, og som har skrevet flere bøger om ytringsfrihed, deler Mchangamas vurdering af, at denne regering har indskrænket ytringsfriheden mere end nogen anden i efterkrigstiden.
»Det må være det sørgelige facit,« siger han.
Han mener, at den danske regerings ageren skal ses i en international kontekst, hvor der sker »store tilbageskridt for ytrings- og pressefriheden«.
»For måske fem eller seks år siden kunne man dele Europa op i militante demokratier og liberale demokratier. Nu er stort set alle ved at udvikle sig til militante demokratier. Det er det nye: Tilbagegangen sker ikke kun uden for Vesten – det foregår hos os selv,« siger han.
Hans analyse er, at udviklingen er udløst af to store strømninger, nemlig indvandringens udfordringer og digitaliseringen, som i voldsomt omfang har øget folks muligheder for at ytre sig – også med synspunkter, vi ikke bryder os om.
»Desværre insisterer politikerne på at håndtere det på en måde, så det bliver tilladt at sige mindre og mindre, i takt med at vi bliver mere og mere forskellige. Det er en fundamental blindgyde,« siger han.
En svækket kulturkamp
Ud over de konkrete lovændringer bekymrer Flemming Rose sig om det kulturelle tilbageskridt, som udviklingen i hans øjne dækker over.
»Det at have en frihedskultur er ikke noget, der kommer af sig selv, for menneskets natur er at lukke munden på dem, man er uenig med. Derfor er det noget, der skal læres og kultiveres, og det er enormt skrøbeligt og sårbart, hvis man begynder at file i det,« siger han.
Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder har samme synspunkt.
»Det er, som om der er mindre tillid til demokratiets og civilsamfundets modstandskraft over for de ytringer, vi vil bekæmpe. Vi er mere bange, end vi behøver være – og så lovgiver vi,« siger han.
Deri ligger også Jacob Mchangamas bekymring.
»De tiltag, der er indført, er ikke i sig selv drakoniske, men har potentialet til at få den langtidspåvirkning, at det bliver mere normalt at ty til den slags midler,« siger han.
Det danske samfund har været under et stort tryk i forhold terror, indvandring og kulturelle sammenstød. Er det ikke legitimt at forsvare de danske værdier og gå længere end tidligere?
»Jo, og derfor ser jeg stor fornuft i, at man eksempelvis har strammet udlændingepolitikken, og vi må også leve med terrorstramninger. Men i min optik har ytringsfriheden en særlig rolle. Det er forudsætningen for demokratiet som sådan og for udøvelsen af de øvrige demokratiske rettigheder. Piller man først ved den, er risikoen, at man trevler op i det hele.«
Burde du ikke stole på, at vores demokrati er så stærkt, at vi kun gør det her i et absolut nødvendigt og balanceret omfang?
»Jeg frygter ikke, at vi om 20 år er et diktatur. Men jeg frygter, at det nu bliver mere normalt. Vi må ikke se det som en naturlov, at vi bliver ved med at være et af de mest frie lande. Det kræver, at landets politikere og borgere holder fast i vores værdier,« siger Jacob Mchangama.
Liberal Alliance er enig i kritikken
Hverken udlændingeminister Inger Støjberg (V) eller justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil interviewes om kritikken.
Pape siger dog i et skriftligt citat, at han har »meget svært ved at genkende«, at ytringsfriheden »har lidt under denne regering«. Han nævner afskaffelsen af blasfemiparagraffen og beslutningen om at etablere en whistleblowerordning.
Han påpeger også, at lovændringerne blandt andet tjener formål såsom at straffe dødstrusler mod offentligt ansatte hårdere og at forhindre folk i at opfordre til terror.
Spørger man i regeringspartiet Liberal Alliance, erklærer politisk ordfører Christina Egelund sig til gengæld enig i kritikken. Hun mener, at man i de blå partier ser et skred væk fra forsvaret for ytringsfriheden.
»Der er ingen tvivl om, at der er kræfter – også i de borgerlige partier – som mener, at totalitære og antidemokratiske tanker og holdninger forsvinder, hvis blot man kriminaliserer dem. Det er jeg dybt uenig i,« siger hun.
LA har stemt for flere af indskrænkningerne, blandt andet som en pris for at træde ind i regeringen i 2016. Egelund mener dog ikke, partiet har svigtet.
»De lovforslag, som vi har stemt for, selv om vi var imod dem, inden vi gik i regering, ville være blevet vedtaget uanset hvad. Det er realiteten i den virkelige verden. Til gengæld kan jeg med god samvittighed sige, at mange af indskrænkningerne var blevet større uden vores indsats,« siger hun.
