Putin bekræfter: Rusland har øget antallet af militære flyvninger

USA er ifølge Vladimir Putin skyld i, at Rusland har øget antallet af militær-strategiske flyvninger nær flere NATO-landes luftrum.

RUSLAND: Ruslands præsident, Vladimir Putin, bekræfter i et interview med en tyske TV-station ARD, at russiske fly i den seneste tid har øget antallet af militær-strategiske flyvninger nær flere NATO-landes luftrum.

Og det kan man kun takke USA for, understreger han.

»Amerikanske baser har spredt sig ud over hele verden og er kommet tæt på vores grænser. Der er kommet flere og flere af dem,« siger Putin til ARD og tilføjer, at USA også har skruet op for brugen af specialstyrker nær de russiske grænser.

I weekenden advarede NATO om, at de russiske flyvninger er en direkte trussel mod sikkerheden for den civile luftfart i Europa

Baggrunden for forsvarsalliancens advarsel er blandt andet en hændelse 3. marts i år, hvor et dansk SAS-fly med 132 passagerer om bord var skræmmende tæt på at kollidere med et russisk militærfly.

»I mange tilfælde har russiske piloter undladt at tænde for deres transpondere eller at tale med den civile lufttrafikkontrol. Det udgør en fare for den civile luftfart. NATO er på vagt og er klar til at reagere,« har NATOs talskvinde, Oana Lungescu, skrevet i en e-mail til Berlingske.

NATO har flere end 100 gange i år måttet sende kampfly på vingerne for at skygge og afvise russiske militærfly, der befinder sig tæt på grænsen til nationalt luftrum.

I Danmark har de fire F-16-fly i det danske afvisningsberedskab været på vingerne 38 gange indtil videre i 2014. Det er langt mere end de 21 gange, jagerflyene var i luften i hele 2013. Kilder siger til Berlingske, at det »stort set hver gang« er fremprovokeret af russiske fly.