Kan du huske, hvad der skete den 3. marts 2014? Sandsynligvis ikke.
Men havde det ikke været for to årvågne SAS-piloter og en svensk advarsel, så havde du aldrig glemt den dag. For så havde det været dagen, hvor 132 flypassagerer om bord på et dansk SAS-fly mistede livet i en meningsløs katastrofe, der fik spændingerne mellem Danmark og det resterende Vesten på den ene side og Rusland på den anden til at eskalere.
Der var ellers lagt op til en ganske normal arbejdsdag i cockpittet, da den store Boeing 737 lettede fra Københavns Lufthavn for at flyve mod Rom. Men efter kort tid fik de to piloter et opkald, der skulle sætte deres evner på en hård prøve. En svensk militærradar havde opfanget et ukendt fly på SAS-flyets rute, som hverken udsendte signaler, svarede over radioen eller fremgik af flyveplanen. For at undgå en katastrofal kollision få sekunder senere måtte de to piloter reagere omgående og skifte kurs.
De to fly passerede hinanden 80 kilometer syd-øst for Malmø med blot 90 meters afstand, hvilket er langt under den krævede minimumsafstand på 300 meter. Det ukendte fly, der skulle vise sig at være et russisk militærfly, kom så tæt på, at de to SAS-piloter fra cockpittet tydeligt kunne se dets fire propelmotorer og lange antenne på taget. Kun på grund af god sigtbarhed og de to SAS-piloters hurtige reaktion undgik man en tragedie, der for Danmark formentlig ville have indskrevet sig som den mest alvorlige i historien.
I NATO ser man så alvorligt på blandt andet den såkaldte 3. marts-hændelse, at det nu får forsvarsalliancen til at advare mod, at luftsikkerheden er truet som følge af et stigende antal russiske militærfly.
»I mange tilfælde har russiske piloter undladt at tænde for deres transpondere eller at tale med den civile lufttrafikkontrol. Det udgør en fare for den civile luftfart. NATO er på vagt og er klar til at reagere,« skriver NATOs talsmand, Oana Lungescu, i en e-mail til Berlingske.
Situationens alvor understreges i en ny rapport fra den britiske tænketank »European Leadership Network«, der har undersøgt næsten 40 »farlige« hændelser med russisk militær fra de første otte måneder af i år. Konkret klassificeres situationen, som de danske SAS-piloter og deres 132 passagerer blev udsat for, blandt de tre farligste i 2014.
»Den russiske aktivitet skaber en betydelig bekymring i forhold til luftsikkerheden, som der slet ikke er nok fokus på – hverken i offentligheden eller på det politiske niveau,« siger Ian Kearns, der er direktør for den britiske tænketank, til Berlingske.
»Hvis SAS-flyet var styrtet ned, havde det været en tragedie, der havde fået forholdet mellem Vesten og Rusland til at eskalere. NATO ville være nødt til at gøre det klart over for Rusland, at man næste gang i yderste konsekvens ville skyde deres fly ned. Enhver national regering ville også blive tvunget til at gå af, hvis befolkningen fik indtryk af, at man ikke lavede et meget tungt modsvar på sådan en hændelse,« fortsætter Ian Kearns.
Så sent som 16. juli i år var et andet russisk militærfly med missiler »ti meter« fra at kollidere med et svensk overvågningsfly mellem Gotland og Letland. Og igen 3. oktober i år var endnu et russisk militærfly »få meter« fra at kollidere med endnu et svensk overvågningsfly i forbindelse med en hændelse, der betegnes som en »usædvanlig provokation« fra russisk side, som Ian Kearns formulerer det. Han anbefaler i klare vendinger, at NATO-lande i højere grad end i dag går i dialog med de russiske militære myndigheder, inden der »sker en katastrofe«.
»Det skal gøres klart over for det russiske styre, at de med deres adfærd ikke kun udgør en trussel for luftsikkerheden i Vesten, men at de dermed også udgør en trussel for deres egen nationale sikkerhed, fordi et uheld ville føre til et militært modsvar,« siger Ian Kearns.
Tilbage i SAS lægger man da heller ikke skjul på situationens alvor.
»Når vi oplever sådanne hændelser, så følger vi de procedurer, der er. Vi tager situationen vedrørende det konkrete SAS-fly særdeles alvorligt. Her hæfter vi os særligt ved den korte afstand mellem de to fly og det faktum, at hvis den pågældende flyveleder i Sverige ikke havde reageret, og havde piloten ikke været årvågen, så var det gået galt,« siger Trine Kromann-Mikkelsen, der er kommunikationschef i SAS.
Frygter I, at noget lignende kan ske igen på grund af flere russiske fly nær dansk luftrum?
»Vi driver vores forretning med en ekstrem høj sikkerhedspolitik. Vi planlægger vores ruter ud fra de anbefalinger, der er fra myndighederne. Men vi kan jo ikke spekulere i, om sådan noget kan ske igen. Det må bare ikke ske,« siger Trine Kromann-Mikkelsen.
Flere end 100 gange i år har NATO måttet sende kampfly på vingerne for at skygge og afvise russiske militærfly, der befinder sig tæt på grænsen til nationalt luftrum. Det er flere end tre gange så mange tilfælde, som vi så i hele 2013. På grund af den intensiverede russiske aktivitet i luftrummet har NATO også måttet øge luftpatruljeringen for blandt andet at hævde de baltiske landes suverænitet i luftrummet, som ofte er blevet krænket af russerne.
På nationalt plan slår den russiske aggression også igennem i militærstatistikkerne. I Danmark blev det danske afvisningsberedskab bestående af fire F-16-fly ifølge tal fra Forsvarskommandoen eksempelvis aktiveret dobbelt så mange gange i 2013 som i 2012, hvor forsvaret kun måtte på vingerne 21 gange. Og alene i de første otte måneder af 2014 var F-16-jagerne på vingerne 38 gange, hvilket ifølge kilder »stort set hver gang« er fremprovokeret af russiske fly.
Også i Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Holland og Tyskland har man mærket til Putins oprustning. Ofte bliver den dramatiske udvikling behandlet ud fra et sikkerhedspolitisk perspektiv, men hændelsen med SAS-flyet i marts viser, at de mange russiske fly også rejser alvorlige spørgsmål om luftsikkerheden for den civile og kommercielle luftfart, der hvert år fragter millioner og atter millioner af mennesker gennem luften.
I slutningen af oktober meldte NATO om to russiske militærfly, der havde tvunget både norske, britiske og portugisiske kampfly på vingerne. De russiske fly fløj, som det også var tilfældet ved SAS-hændelsen, med deres såkaldte transpondere slukket. Det svarer til, at en bil kører med slukkede lygter efter mørkets frembrud på en trafikeret vej.
Det er der ikke noget ulovligt i, men ifølge NATO udgør netop det en »potentiel risiko« for den civile luftfart. Samtidig gør man det klart, at de russiske militærfly »i mange tilfælde« flyver med slukkede transpondere og derfor udgør en direkte fare for luftsikkerheden i almindelighed, som NATOs talskvinde, Oana Lungescu, påpeger over for Berlingske.
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kalder i dag Ruslands opførsel »helt utilstedelig og forfærdelig«.
»Man spørger sig selv, om de overhovedet har styr på deres eget militær. Det er et spørgsmål, som de vestlige lande skal rejse og protestere over i alle de internationale fora, hvor det er muligt, for man kan ikke vente, til skaden er sket. Hvis eksempelvis der var sket en ulykke for SAS-flyet, så havde det udløst et internationalt ramaskrig,« slår han fast.
Vladimir Putins militære magtdemonstrationer over for Europa er ikke mindst taget til, siden den eksplosive udvikling i Ukraine tog fart sidste vinter. Konflikten i Ukraine og Putins besættelse af Krim-halvøen har udløst det 21. århundredes største krise mellem Europa og Rusland, og det har endegyldigt bekræftet Vesten i sin opfattelse af Putin som en diktator, der ingen midler skyr for at tilrane sig magt og kontrol og genskabe et russisk imperium.
Omvendt har den dybe konflikt blot bekræftet Putin i, at Europa kun har været ude på at vestliggøre Ukraine for at underminere Ruslands og hans personlige magt. Men i virkeligheden er Ukraine blot kulminationen for Putin. Den russiske leder har aldrig skjult sin nostalgi for Sovjetunionen og har kaldt USSRs kollaps for »den største geopolitiske katastrofe«. Så da den tidligere KGB-spion og chef for den russiske efterretningstjeneste kom til magten første gang i 2000, var hans mission ikke at nærme sig Vesten, men derimod at genoprette russernes følelse af deres nations stolthed – noget de ikke havde kendt til siden Sovjetunionens fald.
Allerede i 2007 begyndte man at kunne spore flere russiske provokationer mod NATO-landene. Samme år holdt Vladimir Putin en efterhånden berømt tale på den årlige sikkerhedskonference i München, hvor han langede ud efter Vesten. Året efter angreb Rusland så Georgien.
Noget af det, der gør Putin rigtig vred, er hans følelse af at være blevet bedraget. I 2010 kritiserede han i et interview med avisen Kommersant, hvordan NATO havde brudt et mere end 20 år gammelt løfte om ikke at ekspandere ud over sine daværende grænser.
»De bedrog os på den groveste måde,« sagde Putin.
For Anne Applebaum, amerikansk Pulitzer-vinder og udenrigspolitisk ekspert i russiske forhold, er den russiske præsident dog ikke andet end en magtsyg enehersker.
»Putin ønsker at genskabe et imperium,« har Anne Applebaum sagt i et interview med Berlingske.
»Dét, Putin er bange for, er Vestens ytringsfrihed og frie markeder, fordi det udfordrer hans magt,« lød det fra den prisbelønnede ekspert tidligere på året.
Det stigende antal russiske provokationer i luften nær dansk luftrum fik for få uger siden den danske forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), til at øge det danske flyberedskab. I et interview med Berlingske gjorde han det klart, at regeringen sender flere F-16-fly på vingerne for at overvåge dansk luftrum som en del af et »styrket« afvisningsberedskab. Et »direkte modsvar« på en øget russisk aktivitet i Østersøen og Nordsøen, lød det fra Nicolai Wammen.
I Udenrigsministeriet følger man også situationen tæt. Ruslands annektering af Krim og destabliseringen i Østeuropa er ifølge ministeriets departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen, en af to »definerende udenrigspolitiske kriser«, som Danmark for øjeblikket befinder sig i.
Men faren for en kollision med et af Putins voksende antal militærfly i internationalt luftrum er ikke kun til stede øst for Danmark. For russerne tester også Danmark og vore NATO-allieredes luftforsvar ved at flyve nord om Norge og ned langs Vesteuropas kyster. Eksempelvis den 23. april i år.
To af russernes ikoniske Tu-95 Bear-bombefly, der både kan medbringe torpedoer og atomvåben, havde taget turen nord om Norge og helt ned til Holland, hvor de fløj ind i og krænkede det hollandske luftrum med 800 meter. Et par hollandske F-16-jagere blev straks sendt på vingerne for at afvise de pågående russiske bombefly. De hollandske jagere fulgte dem nordpå, hvor de overdrog dem til britiske jagerfly, der eskorterede dem videre nordpå og i internationalt luftrum overgav dem til to danske F-16-jagere.
Gary Montgomery, en af de britiske Royal Air Force-piloter i aktionen, har forklaret til Herald Scotland: »Vi opfangede dem og fløj inden for synlig afstand og identificerede dem som russiske Tu-95 -fly. Vi overvågede dem, og da de fløj mod Danmark, overdrog vi dem til danske F-16 jagerfly, der fortsatte overvågningen, mens de russiske Bears fortsatte deres vej tilbage mod norsk luftrum.«
Tidligere i år kom det frem, at RAF har opfanget og afvist russiske krigsfly tæt på britisk luftrum 27 gange de seneste tre år.
Også på Christiansborg har Ruslands fremfærd skabt røre. Venstre har tidligere foreslået at nedsætte en forsvarskommission og en udenrigskommission, der skal se på, hvordan man vil styrke Danmark i forhold til et ændret trusselsbillede.
Partiets udenrigsordfører, Søren Pind, er rystet over situationen. Han anerkender samtidig, at det kan være mere end almindeligt svært at foretage sig yderligere.
»Det er fuldstændig uacceptabelt, at russerne udsætter civile for fare som led i en eller anden macho-markering. Det skal vi protestere overfor i det klarest mulige sprog. Jeg håber, at regeringen har tænkt sig at gøre det, hvor det er relevant. Det er ubehageligt og bekymrende, men problemet er jo, at det ikke er forbudt at gøre det, som russerne gør, selv om det efter NATOs opfattelse udsætter folks liv for fare ved en ukontrollabel adfærd,« siger Søren Pind.
Transportminister Magnus Heunicke (S), der har ansvaret på området, skriver i en e-mail til Berlingske, at han tager hændelsen med SAS-flyet »meget alvorligt«:
»Jeg mener, at det kan være til skade for flyvesikkerheden, når vi oplever fly, som flyver uden transponder eller undlader at aktivere transponderen,« skriver Heunicke.
Imens kan de 132 passagerer, der var om bord SAS-flyet til Rom den 3. marts, blot glæde sig over, at der var nogle på en radarstation i Sverige og to danske piloter, der reddede dem fra døden og Danmark og resten af Vesten fra at havne i en endnu større eskalerende krise med Putin og hans styre.
Var du om bord på SAS-flyet fra København til Rom den 3. marts? Kontakt da gerne redaktionen på mic@berlingske.dk, anbk@berlingske.dk eller ksre@berlingske.dk