Dansk politik står i så ustabil en situation, at der er behov for at lægge taktik og magtkampe til en side for i stedet at tage et historisk skridt: En flertalsregering tværs over midten bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.
På ryggen af dette budskab kaster stifteren af Dansk Folkeparti, Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, sig nu ind i valgkampen.
I et interview med Berlingske beskriver hun den politiske situation som »kaotisk«, »uforudsigelig« og »ubehagelig«, fordi fronterne – blandt andet med ultimative krav – er trukket »alt for hårdt op«.
»Det eneste rigtige er, at vi tre partier finder sammen i en flertalsregering. Det er det stærkeste, vi overhovedet kan gøre i denne situation,« siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:
»Det ville give en enorm stabilitet, at vi ved regeringsdannelsen kunne sætte os og tilrettelægge de næste fire år sammen. Vi kan udrette enormt meget sammen.«
Pia Kjærsgaard mener, at en samlingsregering bestående af landets tre største partier vil være et værn mod den »fortvivlelse«, som der er i befolkningen over den politiske udvikling.
»Jeg ved, at utroligt mange mennesker sukker efter tryghed, ordentlighed og sikkerhed. Jeg kan også mærke det i mig selv … Det er en følelse af, at det bare ville være fuldstændigt fantastisk, hvis vi kan få dette her til at lykkes,« siger hun.
Spørgsmålet om helt nye samarbejdsmønstre har været en form for underlægningsmusik under valgkampen. Flere borgmestre samt tidligere Venstre-minister Søren Pind har foreslået en SV-regering.
Torsdag lod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en bombe gå af i dansk politik, da han åbnede for en SV-regering.
Pia Kjærsgaard er dog fortørnet over, at man ikke regner Dansk Folkeparti med i den ligning.
»Hvor er vi så på spørgsmålet om udlændinge? Om EU? Om socialpolitikken? Og om ældrepolitikken? For mig er det en selvfølgelighed, at Dansk Folkeparti skal med i regering. Det er, hvad der giver ro. Derfor er det noget, vi skal insistere på,« siger hun.
Så du kan ikke se for dig, at man lavede en SV-regering med støtte fra jer?
»Jo, det kan man godt lave, men det ville jo ikke blive stabilt. Det vil give risiko for, at de Radikale får for meget indflydelse på udlændingepolitikken.«
»Det er dumt og ren parade«
S-formand Mette Frederiksen har afvist enhver tanke om en SV-regering, mens Lars Løkke Rasmussen fortsat arbejder for en borgerlig-liberal regering som førsteprioritet.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl har længe talt for et samarbejde mellem de tre partier. Han har dog gjort det klart, at det »ikke nødvendigvis« skal være i form af et regeringssamarbejde.
For Pia Kjærsgaard er der dog ingen tvivl: Førsteprioriteten skal efter valget være en flertalsregering bestående af de tre partier. Hun opfordrer derfor partiernes ledere til at afsøge denne mulighed under dronningerunderne efter valget.
Set med Pia Kjærsgaards øjne er det afgørende, at det netop bliver en flertalsregering med alle tre partier og ikke en konstruktion, hvor et eller flere af partierne står uden for.
»Det er i en flertalsregering, at man kan sidde omkring et bord – uden pressens bevågenhed og uden at lure på hinanden – og blive enige. Det er der, man kan have den vigtige kemi og fortrolighed,« siger Pia Kjærsgaard.
S-formand Mette Frederiksens begrundelse for at afvise en SV-regering er, at der i hendes øjne »på afgørende områder« er for store forskelle.
Det undrer Pia Kjærsgaard, som lægger pres på S-formanden.
»Hvad er det for nogle afgørende uenigheder? Prøv lige at fortælle mig det. Helt ærligt: Det er dumt og ren parade, så lad os nu holde op med det. De uenigheder, der er, er ikke uoverkommelige, og de er slet ikke så store som de uenigheder, der er mellem de store partier og fløjpartierne.«
Pia Kjærsgaard henviser blandt andet til, at Socialdemokratiet har flyttet sig mod højre i udlændingepolitikken, og at Lars Løkke Rasmussen omvendt taler for at anvende næsten hele det økonomiske råderum på velfærd frem for på skattelettelser.
»Så det handler vist bare om, at der er uenighed om, hvem der skal være statsminister. Og der siger jeg: Det må simpelthen ikke være det afgørende.«
Pia Kjærsgaard mener, det ville være mere »ansvarligt« som politisk leder, hvis Mette Frederiksen åbnede mere op for ideen.
»Det er jo noget, der skal modnes – også i forhold til hendes bagland. Derfor synes jeg, hun skal være mere fleksibel og lade være med at være negativ og tale det ned,« siger Kjærsgaard og fortsætter:
»Hvis vi går ind til kernen – og det bør dansk politik handle om – kan Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl sagtens finde ud af det her.«
I skal så også være klar til at bøje jer, blandt andet på spørgsmål i forhold til EU?
»Ja, det skal vi. Men det bliver et af de store og svære spørgsmål.«
Er I klar til det?
»Det er ikke min opgave at sige i hvilket omfang og på hvilken måde. Vi skal alle sammen give os, og vi er helt klar over, at man i et regeringssamarbejde i endnu højere grad skal give og tage, end hvis man står udenfor og bare kan sige nej.«
Pia Kjærsgaard siger også, at en flertalsregering vil gøre fløjpartierne »fuldstændig ligegyldige« og dermed holde dem fra muligheden for at komme igennem med særkrav.
Og det vil være godt, hvis de blev ligegyldige?
»Ja, det ville det. Ikke på den måde, at vi ikke skulle lytte til dem, men på de store områder ville vi tre kunne finde sammen og lave gode, kloge løsninger med et langt perspektiv.«
Uanset hvad partierne siger, er Pia Kjærsgaard ikke i tvivl om, hvad der i sidste ende bliver udfaldet.
»Det her kommer. Det er det, der giver mening. Det er det, jeg tror, vælgerne vil have. Det eneste spørgsmål er bare, hvornår det kommer. Jeg siger: Lad os gøre det – nu.«