Der er gået lidt mere end et år, siden Søren Pind (V) forlod dansk politik.
Siden han, som han sagde, følte sig tømt. Følte, at han manglede den »sidste sultne energi«.
De politiske holdninger har dog ikke forladt kroppen.
Og de arenaer, som han gennem et liv som folkevalgt har udfoldet dem i, er stadigvæk lige i baggrunden.
Fra Pinds kontor – som arbejdende bestyrelsesformand og partner i firmaet Langkjaer Cyber Defence, som ligger i lyse lokaler et par etager over Radio24syv – er der udsigt til nogle af Københavns smukkeste bygningsværker.
I forgrunden Københavns Rådhus, hvor han tjente sine første 14 år som folkevalgt og som borgmester.
I baggrunden Christiansborg, hvor han tilbragte de sidste 13 år af den politiske karriere som medlem af Folketinget og minister.
Når Pind kigger over på sin seneste arbejdsplads, ser han et paradoks.
Et paradoks så stort, at han flere gange må banke i bordet for at understrege det.
For »hvordan ...« spørger han og banker:
»Hvordan kan det være, at i en situation, hvor regeringen har håndteret kæmpe udfordringer, hvor det faktisk går godt, hvor økonomien buldrer afsted, hvor folk har en højere realløn, hvor der er styr på tingene efter et kæmpe sammenbrud … «
Han banker igen. Holder en kort pause.
»Hvordan kan det så alligevel være sådan, at den borgerlige regering står til at tabe massivt?«
Pinds bud på et svar er selve årsagen til, at vi er mødtes. Til en længere samtale på det, der siden skulle vise sig at være dagen inden valgudskrivelsen.
Det paradoks, som han lige har banket ned i bordet, viser nemlig i Pinds øjne, at det står skidt til i det borgerlige Danmark.
»Borgerligheden er i krise,« siger han.
Og det er den, fordi »ingen kan definere den«, fordi »ikke ret mange taler den klassiske borgerlighed op«.
Fordi den er blevet »indadvendt og frygtsom«.
»Det hele er så angstfyldt. Der er en grundangst, der har fået lov at gnave sig ind på os. Og jeg hader, når angst fylder. Det er forkert. Det giver løb for de grimmeste instinkter, som vi har,« siger han.
Islamitis og dødedans
Det er primært udlændingepolitikken, han sigter til. Pind er så bekymret over det, han ser, at han omtaler det som et syndrom.
Han kalder det »islamitis«.
Diagnosen stilles på baggrund af alvorlige symptomer, herunder at man lader udlændingepolitikken fylde så meget, at alt andet trænges i baggrunden.
Og at man på lange stræk smider grundlæggende værdier overbord undervejs.
»Udlændingepolitikken er blevet en brik i et spil, hvor man bare eskalerer hele tiden. Det er blevet en krikke, man trækker ud af stalden, når man skal vinde noget. Og så pisker man den. Mere, mere, mere, mere. Det er et fuldstændigt ilttomt rum – og ud af det kommer en masse åndssvag symbolpolitik, som er fuldstændig gak,« siger han.
Han fortsætter:
»Det er derfor, borgerligheden står så svagt. Man har svælget i udlændingespørgsmålet. Man har fået islamitis, fordi magten er blevet det altafgørende. Man har overtrådt enhver grænse, fordi vi aldrig kunne få nok,« siger Pind:
»På et tidspunkt må det få en ende.«
Han mener samtidig, at man – i den evige jagt på den næste stramning, den næste markering – undlader at fortælle om de enorme resultater, man har opnået siden 2001, hvor udlændingepolitikken for alvor kom på dagsordenen.
»Fordi man har fået islamitis, har man skabt en enorm forfaldsfortælling, en dystopi. Men hvis man ikke husker at vise sine resultater frem med stolthed, så tegnes der et billede af undergang, og det er en af borgerlighedens største udfordringer.«
Set med hans øjne har de to store borgerlige partier – hans eget, Venstre, og Dansk Folkeparti – indledt en »dødedans« med Socialdemokratiet. Hver gang, et af de tre partier foreslår noget, hopper de andre automatisk med – og foreslår noget, der går endnu længere.
»Der er opstået en konkurrence, som er fuldstændig usund. Socialdemokratiet nægter at tabe endnu et valg på det spørgsmål – og Venstre vil ikke efterlade så meget som et papirs forskel mellem sig selv og Dansk Folkeparti. Problemet er, at man dermed har gjort udlændingepolitikken fuldstændig principløs. Og at der derfor altid er nogen, der vil have mere – ligegyldigt hvad man gør,« siger han.
Dødedansen er slem nok i sig selv.
Endnu værre er det dog, hvad den skaber.
Ifølge Pind har det nemlig været med til at så frøene til den »ekstremisme«, vi ser nu – med Nye Borgerlige og ikke mindst med Rasmus Paludan og Stram Kurs, som i Pinds øjne »desværre bare er et symptom«.
»På grund af islamitissen får folk et billede af, at ingenting kan lade sig gøre. Og det fører til, at en mand som Paludan kan gøre det, han gør, hvor han sågar i nogle meningsmålinger står til at komme i Folketinget. Folk får et billede af håbløshed,« siger han.
Han holder en kort pause.
»Det er en overset ting, at folk faktisk lytter til deres politiske ledere. De lytter! Og når de kan se den evige konkurrence om stramninger – hele tiden mere, aldrig nok – selv efter indgreb, som vi tidligere havde forsvoret, så er det klart, at nogen i befolkningen får det billede, at politik bare er snak.«
Pind opsummerer sin pointe.
»Det er, hvad vi ser nu. Der er opstået en ukonstruktivitet, hvor fanatikerne reagerer, og hvor Rasmus Paludans nazistisk inspirerede parti nu kræver endnu mere. Det er fuldstændig forfærdeligt.«
Nazistisk? Er det ikke forkert at bruge den reference?
»Næ. Jeg er fuldstændig enig i det, Martin Krasnik har skrevet i Weekendavisen. Når han er nazistisk inspireret, må man jo sige det. Hvad er det, han kalder ledelsen i sit parti? Er det ikke rigsledelsen? Og hvad er det, han vil? Han vil deportere danske statsborgere. Altså – come on. Vi ved godt, hvad det er. Og når det er sådan, skal man sige det.«
Løsningen?
Ifølge Søren Pind er situationen nu så alvorlig, at Venstre og Socialdemokratiet burde lægge magtkampen til side.
I stedet burde de gå efter om muligt at danne en flertalsregering sammen, hvor man funderede udlændingepolitikken bredt hen over midten for at »give plads til de andre politiske problemer, der trænger sig på«.
Og for at »markere en grænse til ekstremismen«.
»Den usunde konkurrence, der er, er helt usammenhængende med de synspunkter, partierne faktisk har,« siger han:
»Min oplevelse er, at man vil kunne skrive et regeringsprogram gældende for fire år, hvor man kunne blive enige om 95 procent af politikken. Så må man lade de sidste fem procent ligge, til der opstår en ny situation, hvor vores grundlæggende antagelser om udlændinge og mennesker ikke længere er under angreb.«
Er det ikke et fatamorgana?
»Det tror jeg ikke. Jeg tror, der mange steder er en dyb længsel efter ro. Mere tyngde. Det ville ikke være så dårligt i en tid som den her.«
Kunne ikke se sig selv i projektet
Da Søren Pind sidste år forlod dansk politik og den regering, som han – først som justitsminister, siden som uddannelses- og forskningsminister – havde spillet en central rolle i, angav han ikke nogen politisk grund til sit exit.
I dag, hvor der er gået lidt tid, fortæller Pind dog, at »dødedansen« mellem de tre store partier samt Venstres linje i spørgsmålet om udlændingepolitikken var »en af grundene«.
»Balancen tippede væk fra at handle om substansen for i stedet at sigte mod bare at vinde. Og jeg havde en følelse af, at det tog til. Meget af det blev symbolsk, og det ville jeg ikke være med til,« siger han:
»Jeg følte, at jeg sad i en spændetrøje, hvor bukserne til sidst ikke kunne holde. Derfor gik jeg.«
Samtidig, siger Pind, kunne han se, at uenighederne om udlændingepolitikken »flyttede fra Socialdemokratiets gruppeværelse og ind i Venstres«.
»Der var en overbevisning om, at vi nok skulle lykkes med at overhale Socialdemokratiet og få udstillet, at de var slappere end os. Det mistede jeg hurtigt troen på,« siger han.
Hvad vil du sige til dem, der siger: Hvorfor sagde du ikke de her ting, mens du var aktiv i politik?
»For det første synes jeg, at jeg sagde nogle ting; noget af det sagde jeg højt, noget bag lukkede døre. Men når man er minister, melder man sig ind i et fællesskab, og jeg vægter begreber som ordentlighed og loyalitet meget højt. Nu er jeg ikke minister mere, og så kan jeg tale frit. Men jeg har ikke ændret holdning til noget som helst.«
Kan du ikke forstå, at folk bliver endnu mere håbløse og siger: Nu har vi igen én, der taler om idealer og principper, efter at han faktisk kunne gøre noget ved det?
»Jeg har jævnligt taget de her diskussioner. Så det er slet ikke noget, jeg føler mig ramt af. Men det er meget enkelt at forstå, at hvis man siger ja til at blive minister, så fremfører man regeringens politik. Det kunne jeg holde en overgang – og da jeg ikke kun holde det mere, så stoppede jeg.«
Symbolpolitik og gråzone
Da Søren Pind i 2011 blev integrationsminister, vakte det opsigt, at han talte for et begreb, der skulle erstatte tanken om »integration«. I stedet skulle vi have en egentlig »assimilation«, hvor udlændinge tager selve den danske kultur til sig.
Det mener han fortsat.
»Jeg er stanghård på udlændingepolitikken,« som han siger.
Det, han mener, der er behov for at diskutere, er »midlerne«. Og når det kommer til midlerne, synes han, at man – i det borgerlige Danmark og i »dødedansen« med Socialdemokratiet – tyer til »fej symbolpolitik, som skader frem for reelt at bidrage«.
Dermed »skubber vi en masse fra os, som vi ellers kunne have vundet over på vores side«.
»Der er nogle mennesker, som befinder sig i en gråzone – mellem fanatikere og ordentlige almindelige mennesker. Når man laver meningsløs symbolpolitik, så tvinger man dem til at vælge. Og så vælger de at gå til den forkerte side. Det er i virkeligheden ikke engang kompliceret,« siger han og fortsætter:
»Man må jo spørge sig selv: Hvordan kan det være, at Danmark – dette søde, lille velfærdsland – var et af dem, der relativt set sendte flest syrienkrigere afsted? Kan det mon være, fordi man – i stedet for at tænke samlet og strategisk og se på, hvad der faktisk virker – provokerer nogle mennesker grundlæggende?«
Han nævner eksemplerne i flæng:
Der er maskeringsforbuddet og kravet om, at man skal give håndtryk for at få statsborgerskab.
»Det, at man begynder at diktere den slags, ophæver den grænse, der skal være for politik.«
Der er beslutningen om at nægte børn, som er født af fremmedkrigere i eksempelvis Syrien eller Irak, statsborgerskab i Danmark, selv om de er børn af danske statsborgere.
»Nu efterlader vi altså islamisternes stakkels, stakkels børn på slagmarken. Det er helt vildt. Og vi siger endda, at vi altid varetager barnets tarv.«
Ligesom der er regeringens ghettopakke, som påbyder etårige børn i udsatte boligområder at skulle i dagtilbud.
»Altså, hvad er det for noget? Havde man stillet det krav for 30 år siden, havde Venstre været i oprør. Man havde talt om institutionernes tyranni. Om at man krænker den enkelte familie. Men den diskussion er der ikke. Og det viser, at vi ikke længere respekterer det personlige,« siger Søren Pind.
For ham er det alt sammen eksempler på, at man kaster værdier over bord i symbolernes navn, og at man hopper fra tue til tue og laver indgreb »hulter til bulter« frem for at have en egentlig strategi for, hvornår »kampen er vundet«.
»Går jeg ind for, at man skal stå meget hårdt fast på nogle ting? Absolut. Men jeg går ikke ind for, at man skal spytte folk i hovedet. For så er det svært at tale med dem.«
Givet at der er en gråzone, er det så ikke et selvstændigt problem, hvis der ikke skal mere til, end at man lovgiver om håndtryk, og at man ikke må maskere sig i det offentlige rum, for at …
Søren Pind afbryder.
»Det er et sjovt ordvalg. Du får det til at lyde som en lille ting, at staten lovgiver om, hvordan man skal hilse på hinanden, og hvordan man går klædt. Det er sigende for tiden,« siger han.
Pind fortsætter:
»Men lad nu hver enkelt ting fare. For det er jo summen. Det er tilgangen. Det er, at der bag dette her ligger en påstand om, at er du muslim, kan du ikke blive en del af det danske samfund. Og den påstand fører ingen gode steder hen.«
Er det virkelig sådan, du fortolker de her tiltag? At der i de tre store partier er en holdning om, at man ikke kan blive en del af det danske samfund som muslim?
»For nogen er det slet ikke så gennemtænkt. Men for nogle mennesker er det sådan, ja.«
At man ikke kan være muslim i det danske samfund?
»Det er min vurdering, ja. Det kunne jeg ikke sige som minister. Men det vil jeg klart mene, ja.«
Hvem er det?
»Det gider jeg ikke være specifik på. Og det behøver jeg heller ikke. Dem, der hører, hvad jeg siger, de hører det. Dem, der ikke hører det, de hører det ikke.«
Et andet eksempel på »angstkulturen« og hangen til symbolpolitik i dansk politik, som Pind nævner, er grænsekontrollen. En grænsekontrol, som blev indført, da han selv var justitsminister – på ryggen af, at tusindvis af flygtninge og migranter pludselig kom til Danmark og vandrede på motorvejene.
Og på ryggen af, at svenskerne indførte grænsekontrol.
»Grænsekontrollen blev indført – og det kan jeg tillade mig at sige nu – i direkte strid med min og politiets anbefaling, fordi vi anså det for ressourcespild. Derfor endte det, hvad ingen ved, med at være en rent politisk beslutning,« siger Søren Pind:
»Det kunne ikke baseres på nogen faglighed. Overhovedet. Det blev udelukkende til, fordi man følte et politisk pres.«
Dansk Folkeparti vil sige, at grænsekontrollen har vist sit værd, fordi der faktisk er mange mennesker, der er blevet stoppet ved grænsen og nægtet indrejse?
»Ja. Men for hvad? For at have glemt deres papirer og for at have et eller andet liggende i bagagerummet. Undskyld mig: Hvorfra ved vi, hvad der havde været situationen, hvis vi ikke havde haft en anden form for arbejde med det samme problem? Altså – det er en usammenlignelighed.«
Samlet set viser eksemplerne ifølge Pind, at den politiske dødedans har ført en masse med sig, som er »løsrevet fra virkeligheden, fra substans, fra ideologi, fra menneskesyn«.
»Det har ikke noget med noget at gøre. Og der er ikke et legitimt ærinde bag.«
Er det ikke et legitimt anliggende at sige, at det er vigtigt med grænsekontrol, håndtryk, forbud mod maskering?
»Det er ikke legitimt, hvis det bare er strategi og handler om at tage sig ud.«
Men det er jo en motivfortolkning, at det er det, det handler om?
»Nej,« siger Pind:
»Det er erfaring«.
Liberal Alliances »forræderi«
Søren Pind har altid deltaget i debatter om kultur, integration, frihedsrettigheder, udenrigspolitik, principper, den slags.
Den økonomiske politik har dog også altid været noget, han har haft stærke holdninger til.
Herunder da han i 2003 – under stor dramatik – sammen med ligesindede præsenterede ti »liberale teser«, som bl.a. lagde op til, at ingen må betale mere end 50 pct. i skat.
Netop det borgerlige svar på den økonomiske politik er noget af det, der er blevet trængt i baggrunden af udlændingepolitikken og »islamitissen«, mener han.
Hvad skal der ske med den offentlige sektor?
Hvad gør vi med teknologien, som på den ene side giver enorme muligheder, men som på den anden side skaber dilemmaer, fordi man får »elektroder med et intellekt, der er større end menneskets«?
Hvad er det borgerlige svar på klimaproblemer, som, mener Pind, fra visse sider »misbruges« til at skabe »angst og pessimisme«?
Og så er der spørgsmålet om skatten. Herunder i toppen.
En diskussion, som til Pinds store fortrydelse synes ret død i Danmark. I hans øjne er der ingen tvivl om hvorfor.
Det er Liberal Alliance og deres ultimative krav om topskattelettelsers skyld, mener Pind.
»Efter Liberal Alliances forræderi – og jeg bruger det udtryk med velberåd hu – er det en diskussion, der er blevet meget stigmatiseret. Det viste sig, at alt det der snak om en ny liberal retning bare skulle sende Anders Samuelsen ned i en ministerbil,« siger Pind:
»Det, synes jeg, var tungt at opleve. Og det må have givet mange, særligt unge mennesker, en afsmag for, hvad politik er for en størrelse.«
Liberal Alliance vil selv sige, at de skabte grundlaget for en regering, der samlede det borgerlige Danmark og leverede pæne skattelettelser?
»Ja, ja, det vil de sikkert mene. I realiteten er det min opfattelse, at de med deres adfærd ødelagde mulighederne for topskattelettelser. Vi kunne godt have fået noget. Og efter det forræderi er det svært at have tillid til det projekt,« siger han.
Samtidig, mener Pind, tog det borgerligheden som gidsel. Gjorde den snæver. Ligesom han ser det på udlændingepolitikken.
Det er også der, vores samtale slutter. Og hvor løsningen på det paradoks, som han startede med at banke ned i bordet, findes.
I hvert fald hvis man spørger ham.
»Det skal være borgerligheden, der samler. Som taler for et positivt, optimistisk og opbyggeligt projekt. Som er politik med ånd og moral og etik og perspektiv. Som kan mere end bare at pille ved velfærdsstatens små hjul hist og pist,« siger han:
»Det er der ikke mange, der virker for i dag. Og det er forkert. For jeg tror, der er en længsel efter det«.
