Det er, som om der sker noget i dansk politik.
Kampen om udviklingen i vores samfund har ganske vist altid været præget af dramatiske begivenheder.
Alligevel er det svært at nå til andre konklusioner, end at det politiske billede i Danmark synes usædvanligt oprørt i indflyvningen til det snarlige valg.
På stemmesedlen står 13 partier. Der er seks selverklærede statsministerkandidater. Ultimative krav fylder avisernes spalter. Og de klassiske blokke synes under en form for afvikling.
Det er også derfor, jeg har spurgt Jens Peter Christensen, om han kunne sætte en time af i sin kalender.
Til daglig er han højesteretsdommer. Men det er nu ikke derfor, jeg har kontaktet ham.
Det er, fordi han gennem sit liv som professor i statsret har tilegnet sig den måske største viden i kongeriget om Grundloven og den juridiske spillebane, som den optegner i forbindelse med tiden efter et valg, når der skal dannes en ny regering.
En viden, som – i hvert fald for mit vedkommende; et barn af 00ernes blokpolitik, hvor det hele gik så roligt til – har samlet en del støv i baghovedet.
Men som under indtryk af den aktuelle situation synes mere relevant end længe.
Også for de vælgere, der snart skal hen at stemme.
Jens Peter Christensen hæfter sig også ved, at situationen er usædvanlig.
»De seneste mange år har vi jo haft det sådan, at den ene side støttede den ene statsministerkandidat, mens den anden side støttede den anden. Men det ser jo ud til, at det er under en form for opløsning,« siger han og fortsætter:
»Vi har ganske vist i 1970erne haft en balstyrisk Mogens Glistrup og et Fremskridtspartiet, som man ikke vidste, hvor man havde henne. Men det, vi ser nu – med ultimative krav fra højre og venstre og op og ned – har vi ikke set før,« siger han.
Og, tilføjer Jens Peter Christensen, det »sætter jo fokus på de statsretlige regler«.
Lyder det tungt? Måske.
Men faktisk behøver det slet ikke være så svært, fortæller han. Der er få regler. Og holder man fast i dem, behøver man ikke blive forvirret – uanset hvad der ellers siges i den offentlige debat.
»Det bør faktisk slet ikke give anledning til problemer. De statsretlige regler er uhyre enkle,« siger han:
»Men det er de jo selvfølgelig ikke for den, der ikke er verdensmester i det. Lad os se, om vi kan gøre noget ved det«.
Tre enkle regler
Han starter med kort at opridse, hvad vi skal igennem.
Der er juridiske regler, som står i Grundloven.
Og så er der det, man kan kalde for »spilleregler«, som ikke er juridisk bindende, men som over årene er blevet til en form for praksis, og som man nemt kan få politisk kritik for ikke at følge.
Vi starter med den benhårde jura. Grundlæggende er der tre regler, man skal kende, når der skal dannes en ny regering:
For det første må en regering ikke have et flertal imod sig. Det er en central del af det danske demokrati og står i Grundlovens § 15 stk. 2, for nu at være helt præcis. Derfor må en regering heller ikke blive dannet, hvis man allerede på forhånd med meget stor sikkerhed kan sige, at den vil blive mødt af et mistillidsvotum i Folketinget.
Dette – som kan vise sig nok så relevant, når vi om lidt skal have en ny regering – kaldes med et fint ord for »refleksprincippet«.
»Den regel er klart det vigtigste. Holder man fast i den, er alt andet enkelt nok,« siger Jens Peter Christensen.
Den anden regel siger, at selve processen, der fører frem til, at vi får en ny regering, foregår på den siddende statsministers ansvar. Altså at det efter næste valg – uanset valgresultatet – vil være Lars Løkke Rasmussen (V), som sørger for, at alt går rigtigt til.
»Og det er i virkeligheden en naturlig forlængelse af det system, vi har i vores grundlov. Nemlig at nogen skal have ansvaret. Og at ingen andre kan have det ansvar end statsministeren,« siger Jens Peter Christensen:
»Hvem skulle det ellers være? Det er jo ikke sådan, at dronning Margrethe pludselig stiger ud af enevældens tåger med en særlig kompetence,« siger han.
Den tredje regel siger, at det er den tiltrædende statsminister, der udnævner sig selv.
Altså at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, eksempelvis er den, der underskriver sin egen udnævnelse efter valget, hvis både valgresultatet og de efterfølgende regeringsforhandlinger gør det muligt for hende.
»Og det er jo vældigt fornuftigt – for det er jo den tiltrædende statsminister, som må bære ansvaret for at udnævne den nye regering og dens ministre,« siger han.
Det var egentlig dét. I hvert fald for så vidt angår det juridiske.
Op til Dronningen med det pæne tøj på
Men som sagt er der ikke kun jura. Der er også spilleregler. Praksis. Ting, der er, som de er, fordi sådan plejer de at være.
Mest berømt er der den såkaldte dronningerunde – eller kongerunde, som det hed tidligere – som tit har spillet en rolle under regeringsdannelser i Danmark.
I virkeligheden står der ikke noget sted, at man skal have sådan en. Men det har været en »praktisk foranstaltning«, som man tager i brug, når der er tvivl om den parlamentariske situation – mest væsentligt efter et valg.
Helt konkret foregår det, ved at partiernes repræsentanter møder op hos Dronningen. Her skal de – skriftligt – afgive deres såkaldte »råd« til, hvad de mener, der skal foregå. Herunder hvem de ønsker som statsminister, og hvilken regering de godt kunne tænke sig.
Men selv om det lyder fint – en dronningerunde.
Og selv om Dronningen – eller Kongen – står nævnt flere gange i vores grundlov.
Og selv om flere politiske kommentatorer har udtrykt stor bekymring for alt det kaos, som Dronningen måske skal finde rundt i efter valget.
Så er det alt sammen ren staffage. Dronningens rolle er af rent »ceremoniel karakter«.
»Hun er bare med. Det tiltrækker jo lidt opmærksomhed – hold da op, en dronningerunde! Men hun skal ikke trækkes ind i det politiske spil. Det skal hun slet ikke sidde og gøre sig klog på. Hun skal følge statsministerens råd – det er dét,« siger Jens Peter Christensen.
Alligevel tror han ikke helt, man skal underkende dronningerunders betydning.
»Politikerne skal jo trods alt ind på Amalienborg. De skal have deres fineste tøj på. De skal formulere sig på skrift. Dronningen er til stede,« siger han:
»Det er alt sammen med til at give det hele en form for passende alvor og at disciplinere det hele.«
Forhandlingsleder og hævn for drillerier
At der skal være en dronningerunde, hvis der er tvivl om den parlamentariske situation, er ikke den eneste uskrevne spilleregel. Den anden, som har eksisteret siden år 1957, er, at der kan udnævnes en såkaldt »forhandlingsleder« eller »kongelig undersøger«.
Altså en person, som på vegne af Dronningen – i praksis den siddende statsminister – undersøger mulighederne for at danne en ny regering.
I praksis er forhandlingslederen den, som flest peger på.
Og hvad skal sådan en forhandlingsleder så få tiden til at gå med?
Jo, forhandlingslederen vil blive udstyret med et mandat, en opgave, som baserer sig på de skriftlige råd, som er blevet afleveret til Dronningen.
Rådene kan være meget præcise. Altså at der skal være en flerpartiregering, at visse partier ikke må være med i regeringen, den slags.
Men rådene kan også »stikke lidt af« og rumme uklare formuleringer om »bredt samarbejde«, en »ansvarlig økonomisk politik« eller lignende, som det er svært at sætte på formel.
Det er derfor op til den siddende statsminister at fortolke rådene og på den baggrund skrive mandatet.
Og her er den politiske historie rig på eksempler på, at nogle af de lidt mere diffuse ønsker redigeres ud, således at forhandlingslederen bare reelt får til opgave at forsøge at danne en regering.
»Uanset hvad skal der jo skrives et eller andet. Og det må den siddende statsminister jo så finde ud af,« siger Jens Peter Christensen.
Efter næste valg kan det altså være den siddende statsminister – Lars Løkke Rasmussen (V) – som skal sy mandatet sammen til Mette Frederiksen på baggrund af, hvad støttepartier såsom de Radikale, Alternativet, Enhedslisten og SF har ønsket.
Kan man som siddende statsminister Rasmussen finde på at drille sin politiske modstander i sådan en situation?
»Tjoh,« siger Jens Peter Christensen, »men det er farligt at være for fræk.«
Han smiler.
»Man skal jo mødes igen dagen efter. Og som Tage Kaarsted (tidligere dansk historiker, red.) har skrevet, så bødes der for det. Fire-fem år senere kommer hævnen. Så der er en vis selvdisciplinering i det, og det løber ikke mere af sporet end som så.«
Selv om en person får den fornemme titel af »forhandlingsleder«, betyder det dog ikke, at der ikke er andre, der kan tale sammen. Også uden om forhandlingslederen.
»Alligevel sætter det jo dog trods alt en vis form for ramme om det. For på et tidspunkt skal forhandlingslederen jo tilbage til Dronningen – i praksis den siddende statsminister – og sige, hvad der er kommet ud af det hele,« siger Jens Peter Christensen.
»De må jo næsten have lært statsret et eller andet sted«
Vi begynder at være færdige. Med regler og med spilleregler.
Så nu kan vi snakke om virkeligheden. Det aktuelle billede. Hvor oprøret synes større end længe, hvilket sådan set er grunden til, at vi overhovedet er mødtes for at tale tingene igennem.
Nye Borgerlige har sagt, at de har tre »ufravigelige krav«. Ellers bliver Lars Løkke Rasmussen ikke statsminister.
Den radikale leder, Morten Østergaard, har sagt, at han vil have en skriftlig aftale, som sætter en ny retning for dansk politik. Herunder på den økonomiske politik, klimapolitikken, EU-politikken og, vigtigst af alt, udlændingepolitikken, hvor han bl.a. vil have et opgør med centrale dele af det såkaldte paradigmeskifte.
Får han ikke det, vil han aktivt med mistillid forhindre Mette Frederiksen i at blive statsminister.
Enhedslisten har til gengæld sagt, at partiet, også med mistillid, vil forhindre Mette Frederiksen i at blive statsminister, hvis hun bøjer sig for de Radikales krav til den økonomiske politik.
Når man som læser skal vurdere kravene, er det statsretligt interessante, om de ledsages af trusler om mistillid, siger Jens Peter Christensen. Gør de ikke det, kan man diskutere, hvor meget reel betydning kravene får.
Årsagen er, at vi i Danmark har negativ – ikke positiv – parlamentarisme. Altså behøver en regering ikke have et flertal bag sig. Man må bare ikke have et flertal imod sig i form af mistillid.
»Derfor er det, som de må ud af busken med, når de stiller ultimative krav: Vil I vedtage et mistillidsvotum den første dag, regeringen møder op i Folketinget?«
Heri ligger også en af grundene til, at den nuværende situation er bemærkelsesværdig. For mange af partierne lader netop deres krav være ledsaget af trusler om mistillid. Og dét er det afgørende.
»De må jo næsten have lært statsret et eller andet sted,« siger Jens Peter Christensen.
Om truslerne så holder hele vejen hjem, mangler vi dog stadig at se bevist.
Man kan nemlig godt lege med tanken om, at den negative parlamentarisme gør det lettere at danne en regering end den positive parlamentarisme, siger Jens Peter Christensen.
For i den positive parlamentarisme ville man skulle sige »ja« på forhånd. Og det er trods alt mere vidtgående, end at man bare skal lade være med at sige »nej«, sådan som det er tilfældet i det danske system.
»Der er en eller anden psykologisk forskel der,« siger han:
»På den måde sætter den negative parlamentarisme regeringen i en lidt stærkere situation, fordi man bare ikke må have et flertal, der aktivt er imod. Derfor vil man måske også ønske sig positiv parlamentarisme, hvis man er et af de partier, der står og skal støtte en regering.«
Fordi det vil give mere magt?
»Ja, lige præcis. Det vil give dem lidt mere at spille med.«
Samtidig, påpeger jeg, vil man i det danske system også i højere grad skulle stå på mål for den endelige konsekvens, hvis man udtrykker mistillid.
Nemlig at det kan ende i et nyvalg.
Jens Peter Christensen er enig.
»Og det er jo noget voldsomt noget med sådan et nyvalg. Partierne vil nok være lidt betænkelige i sådan en situation. For hvad er det nu for noget? Nu kører det hele jo fast. Og hvem vil blive bebrejdet for det?«
Ja. Og et nyvalg ændrer jo ikke nødvendigvis på resultatet?
»Næh, det gør det jo ikke. Og hvad så? Hvad skal vi så gøre? Altså – vi kan vel ikke tage et valg igen? På den måde kan man sige, at de, der stiller ultimative krav, også får kniven på struben i det danske system,« siger han:
»Det må være konklusionen på, hvad vi har fået talt os frem til. Den negative parlamentarisme styrker stabiliteten. Grundloven er ikke så tosset endda.«
Bestemt ikke. Er der noget, vi har glemt?
»Det tror jeg ikke,« siger han:
»Vi har talt om de statsretlige regler. Dem er der tre af. Vi har talt om dronningerunder. Om forhandlingsleder. Vi har talt om hans eller hendes mandat. Og om hvor meget Dronningen betyder – hun betyder ingenting. Vi har talt om forskellen på positiv og negativ parlamentarisme.«
Han holder en kort pause.
»Så vi har ikke glemt noget. Nu må vi se, hvordan det går.«
