Partier drøfter Radio24syvs fremtid: »Det er danmarkshistoriens største mediepolitiske skandale«

Flere partier er åbne for at lade budrunden om DAB-kanalen gå om efter massiv kritik af det offentlige udbud. Flere politikere afventer dog svar på spørgsmål og vigtigt møde med ministeren og Radio- og TV-nævnet.

Jens Rohde, de Radikale og Pernille Vermund, Nye Borgerlige, får en snak under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg torsdag den 3. oktober 2019. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er fortsat dyb uvished om Radio24syvs fremtid.

Radiokanalen lukker og slukker torsdag ved midnat efter otte år med satire, konfronterende interview og prisvindende journalistik. Radioen tabte budrunden om Danmarks nye DAB-kanal, som i stedet gik til radiokanalen Loud.