På en mark uden for Taastrup indledte fire ministre regeringens hidtil »mest besværlige« slag: »Jeg er mere vred, end jeg er skuffet«

Efter længere tids tilløb har regeringen præsenteret sit klimaudspil til landbruget. Men på begge sider af regeringen ruller man med øjnene, og foran sig har man de »mest afgørende og mest besværlige« forhandlinger.

I kølvandet på flere ugers højlydte uenigheder og hidsige slagudvekslinger med støttepartierne har regeringen med sit klimaudspil for landbruget indledt et af sine hidtil sværeste politiske slag.

Det skete, da fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn (S) – flankeret af erhvervsminister Simon Kollerup (S), miljøminister Lea Wermelin (S) samt klimaminister Dan Jørgensen (S) – på en mark ved Landbohøjskolen i Taastrup efter lang tids tilløb præsenterede regeringens klimaudspil for dansk landbrug.