Professor anklager politikere for at klinge »meget hult« over for børn og unge i genåbning: »Jeg kan ikke se, at de kæmper«

Professor og børneorganisation beskylder politikerne for at placere landets børn og unge på »bagperronen« i forbindelse med genåbningen trods løfter om det modsatte. »Det klinger meget hult,« siger professor, og det kan trække spor frem i livet for børnene og de unge.

Landets gymnasieelever kan gå på café hver dag men ikke komme i skole hver dag. »Det klinger meget hult, når politikerne taler om at sætte børnene først. For det her viser jo tydeligt, at det gør de ikke,« siger professor Karen Wistoft. Her ses elever fra Gefion Gymnasium i København modtage onlineundervisning på Riccos café, fordi deres gymnasium er lukket ned, selvom ikke en eneste elev er registreret smittet. Liselotte Sabroe

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udnævnt sig selv til »børnenes statsminister« og på begge sider af regeringen har toneangivende politikere både før og efter de seneste genåbningsforhandlinger talt varmt for, at landets børn og unge skal have en normal hverdag tilbage i skole.

Ikke desto mindre sidder flere hundrede tusinde elever fra folkeskolens ældste klasser og ungdomsuddannelser fortsat derhjemme og modtager undervisning store dele af tiden eller undervises udendørs.