Overblik: Her er de forventede konsekvenser, hvis restriktioner lempes
Statens Serum Institut har udarbejdet en oversigt over, hvad det forventeligt vil betyde for smitterisikoen, hvis man åbner for museer, storcentre, udendørsservering og så videre. Her er overblikket.
Forud for torsdagens forhandlinger på Christiansborg om genåbning har Statens Serum Institut (SSI) udarbejdet et notat, hvori de har vurderet, hvad en lang række lempelser vil betyde for den samlede risiko for smittespredning.
SSIs vurderinger bliver i disse timer gransket nøje af politikerne og kan få stor betydning for, hvad der skal genåbnes, når en ny aftale ventes indgået senere på dagen.
Lempelserne er vurderet på en skala med følgende trin: »Lav«, »Lav-Middel«, »Middel«, »Middel-Høj« og »Høj«.
Her er en oversigt over, hvad en række restriktionslempelser er vurderet til at betyde for smitterisikoen.
Indkøbscentre (Lav-Middel) Vurderingen beror på, at man åbner indkøbscentre med et areal på over 15.000 kvadratmeter med følgende restriktioner:
»Krav om opsynspersonale, skærpede kvadratmeterkrav, fællesarealer afspærres.«
Derudover skriver SSI, at der skal være forbud mod salg af alkohol fra serveringssteder i detailhandlen og fra andre steder, hvor »offentligheden har adgang efter kl. 22.00 og til kl. 05.00«.
Museer, kunsthaller og biblioteker (Lav-Middel) Vurderingen beror på, at man åbner museer, kunsthaller og biblioteker med følgende restriktioner:
»Åbnes med overholdelse af arealkrav for lokaler, hvortil der er offentlig adgang«, ligesom stående gæster også skal bære mundbind eller visir.
Udendørsservering (Lav-Middel) Vurderingen beror på, at man åbner for udendørsservering med følgende restriktioner:
»Udendørs serveringssteder kan åbne med krav om brug af mundbind, begrænset åbningstid, opfordring til frivillig registrering af gæster.«
Slutteligt er vurderingen lavet ud fra krav om coronapas.
Indendørs idræts-, fritids- og foreningsfaciliteter for børn (Lav) Vurderingen beror på, at man åbner for indendørsfaciliteter med følgende restriktioner:
»Indendørs ikke-kontaktsport genåbnes for børn under 18 år uden coronopas. Forsamlingsforbud på 25 personer.«
»Ikke-kontaktsport« er for eksempel bordtennis og badminton.
Men i forhold til indendørs idræt for børn skelner SSI mellem to forskellige typer. Gælder det i stedet »indendørs idræt i organiseret regi«, altså eksempelvis hockey og håndhold, hvor der er mere kontakt, er vurderingen »Lav-Middel«.
Forsamlingsforbud (Middel) Vurderingen beror på, at man hæver forsamlingsforbuddet med følgende restriktioner:
»Indendørs forsamlingsforbud hæves til 10 personer. Udendørs forsamlingsforbud hæves til 20 personer.«
Barer og værtshuse (Middel-Høj) Vurderingen beror på, at man åbner serveringssteder, barer og værtshuse med følgende restriktioner:
»Indendørs og udendørs serveringssteder kan åbne med krav om brug af mundbind, begrænset åbningstid, opfordring til frivillig registrering af gæster. Krav om coronapas.«
Dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner (Middel-Høj) Vurderingen beror på, at man åbner dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner yderligere med følgende restriktioner:
»80 procent fremmøde for afgangsklasser i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, herunder hf-enkeltfag. 100 procent fremmøde for ikke-afgangselever på erhvervsuddannelserne, som har praktisk undervisning. Mulighed for genåbning på landsdele afhængig af smittesituation.«