De er nærmest omgivet af myter.
De var selve benzinen, da den kapitalismekritiske bevægelse Occupy Wall Street gik verden rundt i 2011.
De kan bringe de store, politiske følelser i kog.
De er »Top 1 procent«. Den del af befolkningen, som har de højeste lønninger. »Den gyldne procent«.
Men hvis du tror, der er tale om en lille, lukket klub, tager du fejl.
Det er i hvert fald konklusionen i en analyse, som den liberale tænketank Cepos har lavet. På baggrund af tal fra Danmarks Statistik har Cepos undersøgt, hvem den rigeste procent målt på indkomst – dem, som tjener mindst 1,5 millioner kroner om året – er.
En af konklusionerne er, at der er tale om en gruppe, som er præget af voldsom trafik i både ind- og udgående retning. Således ryger cirka en tredjedel af dem, som er i den øverste procent, allerede ud af gruppen igen næste år, og halvdelen er ude efter tre år.
Kun en femtedel – svarende til cirka 9.000 personer – formår at holde sig i den øverste procent ti år i streg.
Set over et livsforløb ender 7,3 procent af en årgang – Cepos har fulgt personer født i 1953 – med at være i »top 1 procent« mindst et år af deres liv. Og 41,9 procent af danskerne ender med mindst et år af deres liv at være i »top 10 procent«, som er det primære springbræt til at nå den øverste procent.
Og det er tilfældet, selv om man ikke indregner store arvebeløb, som kunne presse indkomsten ekstraordinært op et enkelt år..
Ikke bare en klub
Kigger man på dem, der ryger ud af top 1 procent fra det ene år til det andet, er knap en tredjedel selvstændige, mens seks procent er på folkepension og andre igen er udvandret eller døde.
Nogle ryger altså ud af den gyldne procent af naturlige grunde.
Alligevel er der ikke noget at tage fejl af i den overordnede tendens, mener økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen.
»Top 1 procent er ikke bare sådan en klub, det er umuligt at miste sin plads i. Der er godt gang i svingdøren, og man skal lade være med at tro, at når vi kigger på de allerøverste, så er der tale om en lille klike velhavende mennesker, som sidder og holder fast i det, de har. Mange ryger ud og ind, og rigtig mange er faktisk deroppe for at snuse på et tidspunkt.«
Tallene viser i professorens øjne, at man skal holde tungen lige i munden, når man taler om høje indkomster og ulighed.
»De øjebliksbilleder, der nogle gange skaber meget debat, kan godt give et meget skævt billede, fordi de bare kigger på et enkelt år. Det er bare ikke nødvendigvis de samme fra år til år, og der er en større variation, end de fleste nok går og forestiller sig,« siger han.
Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen glæder sig over billedet.
»Når man hører debatten, får man tit indtryk af, at der er en meget stabil og stationær overklasse. Sagen er bare, at billedet er noget mere nuanceret, for hvis der var tale om privilegier, ville langt flere ligge der år efter år,« siger han.
Den netop afgåede økonomiske overvismand, professor Michael Svarer, siger, at analysen bekræfter billedet af, at Danmark hører til i den absolutte verdenselite, når det kommer til social mobilitet – altså samfundets evne til at få folk til at flytte sig på tværs af indkomstklasser.
For nylig har World Economic Forum udpeget Danmark som nummer et i verden, hvad angår social mobilitet. En konklusion, også OECD tidligere er nået frem til.
»Den øverste procent er noget, der har været utroligt stort fokus på. Men det, man kan se, er, at det ikke bare er en større håndfuld familier, der sidder der år efter år. Det er en meget interessant observation,« siger han.
I undersøgelsen har Cepos også kigget på børn af forældre i top 1 procent. Konkret har Cepos set på børnenes indtægt, når børnene opnår en alder, hvor deres forældre var med i den øverste del.
Konklusionen er, at kun 7,5 procent af børnene på det tidspunkt selv var i den øverste procent blandt deres jævnaldrende, og at omtrent en tredjedel af dem faktisk endte i den nederste halvdel af indkomstskalaen, da de nåede den alder.
Kigger man på børnenes medianindkomst, er den langt lavere, end forældrenes var på et sammenligneligt alderstrin.
Også det indikerer, at det kræver egne præstationer og hårdt arbejde at ramme den gyldne procent, mener professor Bo Sandemann Rasmussen.
»Man kan se, at der er en sammenhæng mellem ens baggrund, og hvor man selv ender, men at der under ingen omstændigheder er nogen form for automatik. Man kan være født til noget godt og ende med noget skidt – og omvendt,« siger han.
I hans øjne er det også en vigtig observation i forhold til debatten om ulighed, som er et af de varmeste politiske spørgsmål i disse år. Debatten præges tit af begreber som »sammenhængskraft«, men når det kommer til at vurdere spørgsmålet med en økonomisk betragtning, er det afgørende, om det er muligt for børn født under ydmyge kår at tage turen op ad indkomststigen.
Og der viser tallene om den gyldne procent, at vi kan være godt tilfredse med billedet i Danmark, mener Sandemann.
»Det er klart, at det er meget snævert at kigge lige på den øverste procent, for det er selvfølgelig ikke det eneste succeskriterium, at folk lige ender deroppe. Men det underbygger, at vi har et samfund, hvor man hverken bliver sorteret fra eller bliver født med garantier, og det er samfundsøkonomisk utroligt vigtigt,« siger han og peger på den fri adgang til uddannelse som nøgleforklaring.
Det samme siger Mads Lundby Hansen fra Cepos. Direkte adspurgt anerkender han dog, at der er en sammenhæng mellem forældres og børns indkomst, og at der stadig er et forbedringspotentiale.
Tidligere har en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd da også peget på, at det er blevet sværere for børn født af forældre i den absolutte bund af indkomstskalaen at bryde den sociale arv.
Og at det særligt gør sig gældende, hvis børnene ikke får en uddannelse.
Forskere fra Rockwool Fondens Forskningsenhed pegede i januar også på, at børns vilkår stadig bidrager til at forme deres fremtid.
»Jeg anerkender, at der stadig er en ærgerlig sandsynlighed for selv at havne i bunden, hvis ens forældre var der. Og at der derfor er noget, der hedder social arv i Danmark. Men jeg tror, det er svært helt at udrydde – og uanset hvad ligger vi meget, meget godt.«
Når vi taler social mobilitet, er den absolut øverste procent vel meget snævert. Hvorfor er det vigtigt at kigge på det?
»Fordi der i samfundsdebatten er så enormt meget fokus på top 1 procent i Danmark og globalt. Derfor er det vigtigt at få klarlagt, at der er en meget stor trafik ind og ud af gruppen«.
En stor del af dem, der ender i top 1 procent, kommer fra top 10 procent. Er der så alligevel ikke noget om et lidt lukket, privilegeret system?
»Nej. Pointen er netop, at det er præstationer og meritter, der baner vejen. Og at man ryger ud igen, hvis man ikke præsterer,« siger Mads Lundby Hansen.
Røde partier vil hæve skatten
På Christiansborg mødes tallene fra Cepos med forskellige miner.
Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, mener, at tallene er et bevis på, at »venstrefløjens fortælling om en elite, som stikker af fra os andre og giver privilegier videre til børnene, er én stor myte«.
»En samfundsøkonomi, som i høj grad baserer sig på markedsøkonomi, giver retfærdighed, fordi succesen opnås af dem, der er flittige. Og fordi ingen bliver rige på bekostning af andre.«
Man kan også se tallene på den måde, at det ville være godt med endnu større udskiftning i toppen?
»Jo, men det handler jo om årsager. Folk må gerne være der, hvis de har fortjent det. Og folk skal ikke komme derop, hvis de ikke fortjener det. Det er ikke bare et succeskriterium, at der skiftes ud,« siger han.
Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, er på samme linje.
»Selvfølgelig betyder ens baggrund noget. Men i Danmark er det ikke sådan, at man bare fødes til privilegier. Der er stor mobilitet – og den går begge veje,« siger han.
Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, mener, tallene viser, at »velfærdsstaten er alle andre samfundsmodeller overlegne«. Han frygter dog, globaliseringen vil skabe problemer.
»Globaliseringen vil forstærke de forskelle, der er på vores arbejdsmarked – for en konsulent med speciale i management vil det være entydigt godt, fordi man kan sælge til flere og flytte billigere, mens det for den ufaglærte vil blive sværere at gøre sig gældende,« siger han og kalder det »en af de største opgaver, vi politikere overhovedet har«.
Socialdemokratiet bebudede før valget højere skat på aktie- og kapitalafkast, og det er stadig partiets politik i regering, siger Christian Rabjerg Madsen.
SFs gruppeformand, Jacob Mark, er også bekymret for, at billedet vil ændre sig i en verden med benhård international konkurrence. Han ser gerne, at både skatten i toppen af indkomstskalaen og på store formuer sættes op.
»Hvis vi ikke gør noget politisk, føler jeg mig meget sikker på, at de her tal kommer til at se meget værre ud i fremtiden, hvor det er de samme få, der er i top 1 procent, og hvor dem, der ikke var rige i forvejen, aldrig får lov til at komme op at bokse med dem, der er det, fordi man hele tiden skærer på det, der kan hjælpe dem derop – nemlig uddannelse,« siger han.
