Ny mistanke: Britta svindlede for mere end hidtil antaget

Britta Nielsen-svindel større end hidtil antaget. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILL MAGAKOE

Siden 1993 har tidligere ansat i Socialstyrelsen ifølge rapport misbrugt knap 120,6 millioner kroner.

Sagen om misbrug af midler i Socialstyrelsen er større, end det tidligere har været kendt i offentligheden.

Det fremgår af en rapport fra revisionsfirmaet PWC, som Socialministeriet offentliggør fredag.

Rapporten viser, at den sigtede i sagen, Britta Nielsen, sandsynligvis har svindlet for mere, end der hidtil har været afdækket. Der er konstateret et misbrug for knap 120,6 millioner kroner.

Hidtil har det været fremme, at Britta Nielsen er mistænkt for at have overført 111 millioner kroner til sig selv. Penge, der egentlig skulle gå til samfundets svageste.

Faktisk kan beløbet være endnu større end de 120,6 millioner kroner, fremgår det af rapporten. Revisionshuset har nemlig kun kunnet få oplysninger, der rækker tilbage til 1993.

Men Britta Nielsen har arbejdet i styrelsen siden 1977.

»Vi kan derfor ikke udelukke, at BN (Britta Nielsen, red.) tillige uberettiget har udbetalt tilskudsmidler til egne konti i perioden 1977 til 1993,« skriver PWC i rapporten.

Revisionshuset konstaterer endvidere 13 "kontrolsvagheder" i administrationen af tilskud. Blandt andet kunne de samme personer både ændre stamdata såsom kontonumre og foretage udbetalinger.

Socialminister Mai Mercado (K) siger på et pressemøde, at der har været "rod og sjusk i en grad, hvor det ganske enkelt er pinligt."

»Denne her sag handler om mere end penge. Den handler om tillid. Her er vi alle sammen blevet bedraget,« siger ministeren.

»Alt peger på, at én person har misbrugt systemets svagheder. Og ikke mindst den tillid, vi har til hinanden.«

Britta Nielsen har benyttet ni forskellige danske pengeinstitutter, fremgår det af rapporten.

PWC har modtaget kontoudtog fra 37 konti, som Britta Nielsen har brugt. Men det er kun en del af de i alt 66 bankkonti , hvor revisionshuset vurderer, at der muligvis er overført svindelmidler til.

Det fremgår også, at Britta Nielsens overførsler har været på helt op til 3,8 millioner kroner på en enkelt transaktion.

Undersøgelsen vurderer, at misbruget nåede sit højeste omfang i 2010, hvor Britta Nielsen mistænkes for at have overført 17,1 millioner kroner. Fra 2015 er omfangen væsentligt mindre end de foregående år.

Det tyder ifølge revisorerne på, at der på det tidspunkt blev strammet op på den interne kontrol med tilskudsmidlerne.

Store dele af PWC's rapport bliver ikke offentliggjort af hensyn til politiets efterforskning af sagen. Her er Britta Nielsen hovedmistænkt. Også hendes tre børn og en svigersøn er sigtet i sagen.

Opdateres...

Der er blevet svindlet for et større beløb end hidtil antaget i den såkaldte Britta-sag, hvor den tidligere ansatte hos Socialstyrelsen Britta Nielsen mistænkt for at have svindlet for 120,6 millioner kroner.

Her ses, hvordan beløbene fordeler sig i perioden 1993 til 2018.

/ritzau/