Derfor kunne svindel i Socialstyrelsen stå på i årevis

Der er forsvundet 120,6 millioner kroner fra Socialstyrelsen. Kontrolsystem var for dårligt, viser rapporter.

I oktober kom det frem, at en ansat i Socialstyrelsen havde svindlet for mindst 111 millioner kroner gennem en årrække. Siden er beløbet vokset til mindst 120,6 millioner kroner. Den hovedmistænkte i sagen er Britta Nielsen (på billedet), hendes tre børn og svigersøn. (Arkivfoto.) Phill Magakoe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Fredag har børne- og socialminister Mai Mercado (K) præsenteret konklusionerne af to eksterne undersøgelser i Britta-sagen.

Den ene viser, at der er forsvundet mindst 120,6 millioner kroner fra Socialstyrelsen.

Det tidligere beløb var 111 millioner kroner i sagen, hvor Britta Nielsen, hendes tre børn og svigersøn er sigtet.

Undersøgelsen har skullet klarlægge, hvad der er sket, og hvordan det er foregået. Den er lavet af revisionsvirksomheden PwC.

Den anden undersøgelse er lavet af firmaet Kammeradvokaten, har skullet belyse, om der kan placeres et ansvar, hvilket ikke er sket.

Her følger et overblik over hovedkonklusionerne:

* Der har været misbrug af midler på 120,6 millioner kroner. Langt hovedparterne er sket i perioden 2003-2015. Det er sandsynligt, at svindlen er større.

* Størstedelen af udbetalingerne er sket ved, at der er oprettet fiktive projekter og foreninger, som har fået overført penge. Der er fundet 298 overførsler til seks konti i Danske Bank og Nordea.

* Undersøgelsen dækker perioden 1977-2018, hvor Britta Nielsen har arbejdet med offentlige tilskud i Socialstyrelsen eller andre steder i ministeriets system. Der er konstateret forhold tilbage til 1993, mens der årene før ikke er fundet noget.

Data har dog været af dårlig kvalitet i perioden 1977-1993, og det kan derfor ikke udelukkes, at der også er blevet udbetalt uberettigede penge i de år.

* Den væsentligste årsag til, at misbruget kunne lade sig gøre, er, at Britta Nielsen både kunne ændre kontonumre for betalinger og lade pengene blive udbetalt. Det skyldes, at de funktioner ikke var opdelt i tilskudssystemet TAS.

* Svagheden i systemet har været gældende, siden TAS blevet taget i brug i 2008 og formentlig længere tilbage.

Britta Nielsen har haft dyb indsigt i systemerne og har derfor angiveligt kunne skjule de meget omfattende overførsler.

* Det har ikke været muligt at placere et ansvar for, at svindlen ikke blev opdaget. I perioden 2000-2015 har der ikke været nok oplysninger til at kunne sige, om nogen skulle have opdaget det.

For 2015-2018 er der nok oplysninger, men Kammeradvokaten vurderer ikke, at der er begået tjenesteforseelser blandt ansatte i Socialstyrelsen.

* Fra 2015 og frem har de forsvundne beløb været markant lavere end årene før, og det tyder på, at der sket en opstramning af kontrollerne i Socialstyrelsen.

Kilder: Børne- og Socialministeriet, PwC og Kammeradvokaten.

/ritzau/