Henrik Sass Larsen var i mange år en helt central figur i Socialdemokratiet og har haft flere tunge poster i partiet.
Nu kommenterer formand for Socialdemokratiet og landets statsminister for første gang sagen mod den tidligere partifælle.
Her siger Mette Frederiksen, at det er »meget chokerende, hvad der er kommet frem« om tidligere S-minister Henrik Sass Larsen.
»Det er en alvorlig tiltale for nogle af de allerværste forbrydelser, man kan begå mod andre mennesker,« siger statsministeren på vej ind til et gruppemøde på Christiansborg tirsdag.
Henrik Sass Larsen er tiltalt for at være i besiddelse af over 6.200 billeder og 2.200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn. Han er også tiltalt for at være i besiddelse af en børnesexdukke.
Henrik Sass Larsen nægter sig skyldig.
»Og det er klart, at jeg tænker på de børn, der er blevet mishandlet, hvor der er fundet voldtægter, overgreb og seksuelt misbrug sted,« siger Mette Frederiksen yderligere til pressen på Christiansborg.
»Det er et forfærdeligt marked, der er efterspørgselsdrevet. Derfor er alle på Christiansborg chokerede, og det er jeg også,« siger statsministeren.

Central skikkelse
Henrik Sass Larsen var en central figur i Mette Frederiksens første tid som formand for Socialdemokratiet og var gruppeformand fra 2015 til 2019, da Socialdemokratiet sad i opposition.
Han trak sig fra dansk politik i 2019, kort efter at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen var kommet til magten.
Mette Frederiksen bliver tirsdag spurgt, hvornår hun fik kendskab til Sass-sagen, skriver Ritzau.
»Jeg har fået at vide, at den her sag var der, men jeg kan ikke gå ind i detaljerne.«
Statsministeren bliver spurgt igen, hvornår hun første gang fik kendskab til sagen – og hvorfor.
»Jeg bliver informeret om rigtig meget som landets statsminister,« siger Mette Frederiksen, der pointerer, at hun aldrig har set eller hørt noget om Sass Larsen, der »kan indikere det her«, skriver Ritzau.
»Det er derfor, jeg bruger begrebet, at det er chokerende. Det er en meget voldsom tiltale.«
Anonymiseret udgave kom ud fredag
Sagen ramte først den danske offentlighed fredag, da Berlingske i en anonymiseret artikel kunne berette om, at en tidligere minister og nu topchef i det private erhvervsliv var tiltalt i den alvorlige sag.
Henrik Sass Larsen havde sammen med sin advokat, Peter Lundmark Jensen, nedlagt påstand om navneforbud, som skulle have været behandlet ved Københavns Byret mandag.
Men søndag droppede Henrik Sass Larsen og hans advokat at få nedlagt et navneforbud, fremgik det af en pressemeddelelse.
I pressemeddelelse afviser den tidligere minister anklagerne.
»Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte.«
Henrik Sass Larsen fortalte videre i pressemeddelelsen, at han var i gang med en bog, som skulle »give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen«.
»Jeg havde selv planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en bog, jeg er ved at færdiggøre, for dermed at give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen. Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn.«
Politikens Forlag kunne søndag bekræfte Henrik Sass Larsens bogprojekt.
Men mandag meldte forlagschef Mette Mayli Albæk ud til Berlingske og flere andre medier, at bogen ikke kommer til at udkomme på Politikens Forlag.
»Politikens Forlag har i dag besluttet ikke at udgive Henrik Sass Larsens selvbiografi. Beslutningen er truffet, efter at anklageskriftet blev offentliggjort, og er begrundet i sagens alvorlige karakter og respekten for den verserende retssag,« sagde forlagschef Mette Mayli Albæk.
Henrik Sass Larsen var erhvervs- og vækstminister fra august 2013 til juni 2015. Han var medlem af Folketinget fra 2000 til 2019.
Sagen mod Sass Larsen skal behandles af Københavns Byret. Den er endnu ikke berammet.
Besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.