Det er meget overraskende, at Venstre står til at have fået flest stemmer til europaparlamentsvalget.
Det mener politisk kommentator Noa Redington.
»Man må sige, at det er lykkedes for dem at samle en masse vælgere op. Det er vel den største overraskelse i det her. Det er et kæmpe rygstød for Venstres valgkamp til Folketinget«, siger han.
Resultatet betyder, at Venstre går fra to til fire mandater.
Mindre godt er det gået for Dansk Folkeparti, der har styrtblødt vælgere. Det EU-kritiske parti har mistet tre mandater.
Ved seneste valg blev DF det største med fire mandater, men denne gang blev det altså kun til et enkelt.
»Det er vel gået meget værre, end de selv havde regnet med,« siger Noa Redington, der mener, at Venstre har hapset vælgere fra Dansk Folkeparti.
Den politiske kommentator påpeger, at det er billedet på et katastrofalt valg for de EU-kritiske partier.
»Jeg kan ikke huske, at EU-modstanden har stået så svagt, og det er en reaktion på brexit.«
»Generelt tror jeg, at vælgerne tænker på, at vi lever i en tid, hvor Europa er under pres fra Putin og USA, og derfor er det ikke gået EU-modstandernes vej,« siger Noa Redington.
/ritzau/