Jysk Venstre-borgmester: Lars Løkke bør trække sig – Kristian Jensen skal tage over

Lars Løkke Rasmussen bør trække sig som formand for Venstre, mener borgmesteren i Morsø Kommune.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Borgmesteren i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen, føjer sig nu til de Venstre-folk, der opfordrer partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, til at gå af.

»Jeg synes, at Lars Løkke skulle trække sig,« siger han til Berlingske:

»Vi har set den her uro, og den har han ikke formået som leder af partiet at tackle. Og så har vi også set, at han to gange har mistet nøglerne til Statsministeriet. Og derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi får en ny formand.«

Hans Ejner Bertelsen understreger, at han derimod ikke mener, at Venstres samlede formandskab bør gå af, sådan som opfordringen bl.a. har lydt fra Venstres regionsbestyrelse i Midtjylland. Næstformanden Kristian Jensen bør snarere træde i Lars Løkke Rasmussens sted.

»Jeg har stadigvæk fuld tillid til Kristian Jensen. Jeg synes, han har gjort det formidabelt godt som Venstres næstformand,« siger Morsø-borgmesteren:

»Derfor ville jeg rigtig gerne bakke op om, at det bliver ham, der bliver formand fra Venstre.«

Også Ikast-Brandes borgmester, Ib Boye Lauritsen, har over for DR Nyheder opfordret Lars Løkke Rasmussen til at trække sig. Ib Boye Lauritsen bakker dog op om Region Midtjyllands opfordring om, at både Løkke og Jensen skal trække sig.

Lars Løkke Rasmussen stillede tirsdag eftermiddag op til et interview med TV2 News, hvor han kaldte den midtjyske opfordring om formandskabets afgang for forhastet.

»Hvis man ser gløder på marken, kan man jo enten prøve at slukke dem eller puste til ilden og brænde det hele af. Og der synes jeg altså, at der er nogle folk i vores bagland, som er ude i den sidste øvelse. Og derfor vil jeg bare appellere til noget omtanke,« sagde Lars Løkke Rasmussen og erklærede sig helt klar til at fortsætte som Venstres formand.

Fremgang ikke nok

Her hæftede han sig ved, at hans politiske linje sikrede Venstre en fremgang på ni folketingsmedlemmer samt et færøsk folketingsmedlem til folketingsvalget i juni.

»Det er mit indtryk, at den for det første sikrede os en pæn stor og solid fremgang ved valget, med 10 ekstra mandater, men også at den nyder bred opbakning blandt vores 35.000 medlemmer, og blandt de mere end 825.000, der stemte på partiet, herunder de 40.000, der stemte på mig, og derfor vil jeg selvfølgelig prøve at få partiets opbakning til, at det er den rigtige linje, og at jeg er den rigtige til at stå i spidsen for det,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Men, mener Hans Ejner Bertelsen, »det er korrekt, at vi gik frem, men hvis man sammenligner med valget forinden (i 2015, hvor Venstre tabte 13 mandater, red.), er vi jo stadigvæk i underskud mandatmæssigt«:

»Der havde vi jo et katastrofalt dårligt valg,« siger han.

Tirsdag aften har folketingsmedlemmerne Carsten Kissmeyer – i Politiken – og Preben Bang Henriksen – i Nordjyske – dog også erklæret, at de ønsker et nyt formandskab for Venstre. Andre – som folketingsmedlemmet Ulla Tørnæs – har derimod advaret mod panik i partiet.