Oprør mod Venstres ledelse ulmer på Christiansborg

En række af Venstres folketingsmedlemmer fortæller til Berlingske, at de har tabt troen på og tilliden til partiets nuværende ledelse. Flere af dem arbejder på at bringe Jakob Ellemann-Jensen i spil som ny formand. Samtidig går stærke spillere i partiets bagland efter at udtrykke mistillid til ledelsen i hovedbestyrelsen.

Oprøret mod Venstres ledelse breder sig nu til Christiansborg, og flere folketingsmedlemmer arbejder på at bringe politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen i spil som formand. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mens det dramatiske stormløb mod ledelsen i Venstre hele tiden tager til i styrke i partiets bagland, ulmer modstanden mod formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen også i folketingsgruppen på Christiansborg.

En række medlemmer fortæller til Berlingske, at de definitivt har tabt tilliden til partiets ledelse, og stærke folk arbejder derfor aktivt på at bringe politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen i spil som manden, der skal stå i spidsen og samle partiet.