»Jeg er blevet kaldt forræder og luder. Jeg har fået at vide, at jeg skal dø«

Yildiz Akdogan (S) er en af de mange politikere, der ofte oplever at få hadefulde beskeder.

topbillede
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan modtager ofte hadefulde beskeder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Flere politikere oplever vold, trusler og tilsvininger. Denne artikel er ét af en række vidnesbyrd, som forskellige folketingspolitikere har fortalt til Berlingske – se flere i bunden af artiklen.

Yildiz Akdogan, Socialdemokratiet:

»Det er især sket de gange, jeg har udtalt mig kritisk om Erdogan (Tyrkiets præsident, red.). Efterfølgende har der været et hav af tilsvininger på min person. Jeg er blevet kaldt forræder og luder. Jeg har fået at vide, at jeg skal dø. Mit køn, etnicitet og politiske holdninger er ofte centrum i tilsviningerne.

»Skrid hjem, du hører slet ikke til her!« er en af beskederne, jeg ofte får.

I starten slettede jeg beskederne. Men nu har jeg valgt at gemme de værste, og så har jeg anmeldt de beskeder, som var deciderede trusler. Nogle dage forsøger jeg at svare humoristisk tilbage. Andre dage orker jeg simpelthen ikke, og så lukker jeg det ned.

Jeg vil helst ikke holde mig tilbage, men jeg må indrømme, at jeg bevidst er begyndt at holde lav profil i den offentlige debat.

Det er hårdt, for selvom man ikke skal tage det personligt, rammer det alligevel i længden. På dårlige dage påvirker det mig især.«