Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V) fik 8297 personlige stemmer ved kommunalvalget tirsdag og blev dermed den store stemmesluger i kommunen.
Det svarer til knap 16 procent af alle de afgivne stemmer i kommunen – svarende til mere end hver sjette vælger.
Det svarer samtidig til næsten hver anden stemme på Venstre i kommunen. Det står klart onsdag eftermiddag, hvor alle stemmer er talt op.
Ulrik Wilbek har været borgmester i Viborg siden 2017, og han sikrede sig fire år mere med støtte fra De Konservative og Socialdemokratiet.
Ulrik Wilbek har forbedret sit stemmetal sammenlignet med valget i 2017, hvor han stillede op som borgmester og fik 7536 personlige stemmer. Det svarede til knap 14 procent af alle afgivne stemmer i kommunen.
I den brede offentlighed er Ulrik Wilbek mest kendt for sin tid som landstræner for både håndboldherrerne- og kvinderne.
I 1991 blev han landstræner for kvindernes A-landsholdet, som han førte til EM-guld i 1994 og 1996, OL-guld i 1996 og VM-guld i 1997.
I 2005 blev han træner for herrerne, og det blev begyndelsen på endnu en gylden periode for Wilbek og Danmark.
EM-guldet i 2008 og 2012 var de helt store stunder, men også VM-sølv i 2011 og 2013 rangerer højt.
Af andre kendte sportsnavne i kommunen stillede den tidligere fodboldspiller Asbjørn Sennels op for De Konservative. Han har spillet for Viborg og Brøndby i Superligaen.
Sennels fik 254 personlige stemmer, hvilket ikke var nok til at komme ind.
/ritzau/