På begge sider af regeringen er der hård kritik af justitsminister Nick Hækkerups (S) forklaring om hans eget ministeriums og Rigspolitiets rolle i forløbet om et omstridt actioncard, der blev brugt over for landets minkavlere.
Både oppositionen og regeringens støttepartier er således efter torsdagens samråd stærkt kritiske over for justitsministerens forsøg på at forklare, hvordan det kunne gå til, at Rigspolitiet benyttede det omdiskuterede talepapir, selv om ordren om at aflive alle mink i Danmark har vist sig ulovlig.





