Regeringens egne eksperter undrer sig over manglende inddragelse i coronaindsatsen: »Jeg har da selv tænkt på undervejs, om de havde glemt mig«

Nogle af landets fremmeste eksperter undrer sig nu over, at de ikke er blevet inddraget mere i regeringens coronaindsats. De er alle medlem af en ekspertgruppe, der er knyttet til det højtprofilerede varslingssystem. »Fuldstændig grotesk,« lyder kritikken af regeringen på Christiansborg.

Det var med budskabet om at skabe gennemsigtighed og forudsigelighed i bekæmpelsen af covid-19, da regeringen for godt en måned siden præsenterede sit nye, højtprofilerede nationale varslingsssystem.

Varslingssystemet er bygget op om fem risikoniveauer til at angive smittens udvikling i samfundet samt en liste over tiltag, som kan indføres. Desuden er systemet tilknyttet en ekspertgruppe, som ifølge præsentationen fra Sundheds- og Ældreministeriet skal komme med »faglige input, så systemet opdateres med den nyeste viden og tager højde for relevant udvikling«.