Forsvarsminister: Tørklædeforbud står ved magt i Forsvaret

Muslimsk rekrut på Hærens Basis Uddannelse på Varde Kaserne går med tørklæde, hvilket ikke er tilladt.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) står fast ved tørklædeforbud i Forsvaret. (Arkivfoto) Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mener ikke, at der er grund til at tillade religiøse hovedbeklædninger i Forsvaret.

Det siger hun til avisen Danmark efter en sag fra Efterretningsregimentet i Varde.

En 19-årig muslimsk kvinde, der bærer hovedbeklædningen hijab, forlod efter kun fire dage Varde Kaserne, da en hijab ikke er tilladt. Og sådan er det også fremover, siger Bramsen med henvisning til de gældende uniformsbestemmelser.

»Vi har ikke planer om at ændre tørklædebestemmelserne. Uniformsbestemmelserne gælder for alle«, siger Bramsen til avisen.

En hijab er et tørklæde, der dækker håret, men lader ansigtet være frit.

»Det er en bred skare af unge mennesker, vi får ind i Forsvaret. Der er sandsynligvis mange ønsker til, hvordan man går klædt. Det handler både om sikkerhed og ensartethed og om ikke at sende et signal,« siger Bramsen.

Andre religiøse symboler må heller ikke bæres i Forsvaret.

SF og De Radikale mener, at uniformsbestemmelserne burde kunne rumme en hijab. Især hvis den ikke udgør et sikkerhedsproblem. Venstre er på samme linje som forsvarsministeren.

/ritzau/