Politiet tvang hende til at smide hijaben: Nu har hun indgået kæmpeforlig

En muslimsk kvinde fra Minnesota har fået et forlig på 800.000 kr., efter at hun sagsøgte politiet for at have tvunget hende til at fjerne sin hijab, da hun skulle fotograferes.

Hijaber til salg i Mjølnerparken. Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var et af de mest ydmygende øjeblikke i 57-årige Aida Shyef Al-Kadis liv.

Da de mandlige politibetjente i Minnesota, USA, bad hende om at fjerne sin hijab og abaya, en slags kåbe, der dækker kroppen, forsøgte hun at protestere. Men det førte intet andet med sig, end at hun blev ført ind i celle, hvor hun igen blev instrueret til at tage sine muslimske beklædningsgenstande af foran en mandlig betjent.

Det skulle politiet ikke have gjort. For Al-Kadi lagde efterfølgende sag an mod politikredsen, Ramsey County, for at have forbrudt sig mod hendes forfatningssikrede rettigheder. Politiet havde diskrimineret hende på baggrund af hendes religion, lød det i søgsmålet. Sagen er nu blevet afgjort med et forlig på hvad der svarer til 800.000 kr. til Al-Kadi, skriver AP.

Aida Shyef Al-Kadi havde selv meldt sig til politiet, efter at en domstol havde udsendt en arrestordre på hende. Hun var udeblevet til en retssag om en trafikforseelse, som hun havde begået, mens hun kørte sin datter på hospitalet, ifølge Star Tribune.

Men Al-Kadi havde ikke forventet, at hendes brud på færdselsloven ville nødvendiggøre den behandling, hun fik, da hun frivilligt dukkede op på politistationen for at imødekomme arrestordren.

Da hun til sidst indvilligede i at fjerne sit tørklæde, da hun skulle fotograferes, var det kun, fordi hun blev lovet, at billedet ikke ville blive offentliggjort. Et par måneder senere fandt hun det dog på en hjemmeside, der publicerer foto af arrestanter, og vil man have sit eget billede fjernet derfra, skal man betale store summer penge. Det har The Guardian tidligere beskrevet.

Da billedet var taget, fik hun et lagen, som hun måtte bruge som hijab, og blev igen instrueret til at tage sin abaya af – denne gang foran to kvindelige fængselsvagter, som så på, mens hun skiftede til en orange fangedragt.

Al-Kadi var blevet arresteret for en mindre trafikforseelse, og ifølge politikredsens egne regler skal den type indsatte normalt ikke »ses uden tøj på«, når de bliver arresteret, skriver AP.

Behandlingen fik efterfølgende Al-Kadi til at sagsøge politikredsen.

»Jeg vidste, at jeg ikke ville have andre muslimske kvinder til at opleve det, jeg gik igennem,« har hun forklaret om søgsmålet.

Nu har hun indgået et forlig med politikredsen, som vil udbetale hvad der svarer til 800.000 kroner til hende. Med forligsaftalen har politikredsen, Ramsey County, også vedtaget et sæt regler for, hvordan indsatte med hijab i fremtiden skal behandles, når der skal billeder af dem. Politikredsen har i øvrigt indvilliget i at destruere alle elektroniske kopier af Al-Kadis billede, skriver AP.