CO2-udledningen blandt lastbilerne i EU skal ned.
Derfor er EUs klimaministre torsdag blevet enige om at nedsætte lastbilers CO2-udledning med 30 procent i 2030. Der er samtidig nået enighed om, at udledningen skal være sat ned med 15 procent i 2025.
Målet for 2030 er bindende. Energi- og forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) havde gerne set et mere ambitiøst udspil, men han mener, at aftalen er et vigtigt første skridt, fortæller han i en pressemeddelelse.
»Det er første gang, at EU stiller krav til lastbilers CO2-udledning, så de nye lastbiler, der i fremtiden kører rundt på Europas veje, udleder mindre CO2. Derfor er der tale om et vigtigt første skridt - også selv om jeg skal være ærlig at sige, at jeg gerne havde set et mere ambitiøst resultat,« lyder det blandt andet.
»Men det havde været værst for klimaet, hvis vi ikke havde nået en aftale i dag, da klimakravene så ville være faldet på gulvet, fordi en aftale ellers ikke vil kunne nås inden valget til Europa-Parlamentet,« siger han i meddelelsen.
Ministrene har aftalt, at de i 2022 skal gøre status over effekten og igen se på målet for 2030.
Næste skridt er, at den endelige aftale skal forhandles på plads med Europa-Parlamentet, som kæmper for en højere reduktion på 20 procent i 2025 og 25 procent i 2030.
Lars Christian Lilleholt håber, at man i forhandlingerne kan blive enige om højere mål.
»Nu går forhandlingerne med Europa-Parlamentet i gang, og her skal der ikke være tvivl om, at vi fra dansk side vil gøre, hvad vi kan for at øge reduktionskravene til lastbiler,« siger han i pressemeddelelsen.
Der er i dag ingen EU-lovgivning for, hvor meget tunge køretøjer som busser og lastbiler må udlede af CO2.
CO2-udledningen fra de tunge køretøjer står for omkring seks procent af den samlede CO2-udledning i EU, og de står for cirka en fjerdedel af udledningen fra vejtransport.
/ritzau/